”Long-run benefits from universal high-quality preschooling”.

Forfattere
Bauchmüller, R.
Gørtz, M.
Rasmussen, A.
Kilde
Early Childhood Research Quarterly, 29, 457-470.
År
2014

Formål

Studiets formål er at undersøge, hvad daginstitutionens (preschool) kvalitet betyder for børns karakter i dansk ved folkeskolens afgangseksamen, samt hvilke strukturelle kvalitetsparametre der har størst betydning for børnenes senere opnåede karakter.

Resultat

Studiet viser, at tre ud af de fem indikatorer for kvalitet har en signifikant positiv sammenhæng med bedre testresultater i dansk ved folkeskolens afgangsprøve. De tre kvalitetsindikatorer er bedre normering (højere pædagog pr. barn-ratio), en større andel af mandlige pædagoger samt en større andel af pædagogisk uddannet personale. Drenge får større udbytte af højkvalitetsdaginstitutioner end piger. Etniske minoriteter får større udbytte af stabilitet blandt personalet. Der er dog for alle tre indikatorer tale om relativt svage sammenhænge.

Design

Forfatterne anvender registerdata, indsamlet af Danmarks Statistik, for 30.444 børn, der afsluttede 9. klasse i 2008 og gik i daginstitution i 1998. Børnene var i gennemsnit 6,1 år i 1998 og ca. 15-16 år gamle i 2008. Data, der bliver brugt i artiklen, indeholder omfattende information om børnene og deres forældres socioøkonomiske baggrund og etnicitet samt om daginstitutionernes strukturelle kvalitet. Strukturel kvalitet måles med fem indikatorer: normering (pædagog pr. barn-ratio), andelen af mandlige pædagoger, andelen af pædagogisk uddannet personale, andelen af personale med anden etnisk baggrund end dansk samt personalestabilitet (defineret som andelen af personalet, der arbejder i dagtilbuddet både i 1997 og i 1998). Data analyseres vha. regressionsanalyse.

Referencer

Bauchmüller, R., Gørtz, M. & Rasmussen, A. (2014). ”Long-run benefits from universal high-quality preschooling”. Early Childhood Research Quarterly, 29, 457-470.

Opdragsgiver

Center for Strategic Research in Education and Competence Building