Små barns sociala liv på vilan: Om deltagande och ordningsskapande i förskolan.

Forfatter
Grunditz, S.
Kilde
Ph.d.-afhandling. Uppsala universitet, Uppsala.
År
2013

Formål

Dette studie undersøger, hvordan børn i alderen 1-3 år skaber forskellige former for deltagelse i forbindelse med deres middagslur i en daginstitution (förskola) i Sverige. Studiet fokuserer på, hvordan børn praktiserer deres sociale og kulturelle forståelser af middagslur, og hvordan børnene etablerer forskellige lokale ordner, som former deres kammeratskabskulturer og rutiner i forbindelse med middagsluren. Der er et særligt fokus på, hvordan små børn anvender kropslige handlinger og forskellige semiotiske ressourcer (dvs. måder at kommunikere på ved hjælp af stemme, kropssprog eller hjælpemidler) når de aktivt deltager i denne daginstitutionsrutine.

Resultat

Overordnet viser studiet de sofistikerede måder, hvorpå børn anvender deres viden om kulturelle og institutionelle rutiner til at skabe rum til leg og interaktioner med kammerater og pædagoger. Studiet viser, hvordan middagsluren i en daginstitution ikke blot involverer søvn, men også er et rum, hvor små børn, gennem interaktioner med hinanden og pædagogerne, er aktive agenter i bevarelse, skabelse, genskabelse og udfordring af middagslurens orden. Dermed er barnet aktivt i interaktionen og ordensskabelsen i forbindelse med sit sociale daginstitutionsliv. Gennem deltagelse i interaktioner under middagsluren lærer barnet at finde sin plads i gruppen, samtidig med at det finder ud af, hvad der skal til for at ændre på aktiviteten. Inden for den institutionelle rutine, som middagsluren kan ses som er børnene, på trods af deres til tider begrænsede verbale sprog, i stand til at skabe tid og rum til deres egne kammeratskabskulturer gennem kropslige handlinger og anvendelse af semiotiske ressourcer. Dermed er de små børn i stand til at konstituere deres eget sociale liv inden for rammerne af middagsluren, hvilket ofte sker gennem tilpasning til de institutionelle og voksenstrukturerede ordener. Et eksempel på dette er et barn, der ved at skabe øjenkontakt med pædagogen, da barnet rejser sig fra madrassen, får lov til at forlade rummet, på trods af at det er tid til middagslur.

Design

Studiet er et etnografisk feltstudie med særlig fokus på dataindsamling via videooptagelser. Studiet gennemføres i en daginstitution (förskoleavdelning) i Sverige. Data indhentes gennem passiv deltagerobservation samt 33 timers videomateriale. Studiet blev indledt med et pilotstudie i 2007, der skulle give et overblik over hverdagen i daginstitutionen. Hovedstudiet blev gennemført i perioden august til oktober 2011, hvor børnenes aktiviteter under middagsluren blev fulgt 1-4 dage om ugen. 23 børn og 6 pædagoger deltog i studiet. I analysen anlægger studiet et etnometodologisk og konversationsanalytisk perspektiv med henblik på at udforske og analysere organiseringen af lokale ordener og børnenes deltagelse heri. Dette gøres med særlig opmærksomhed over for børnenes kropslige udtryk i interaktioner sammen med rumlig og materiel indretning.

Referencer

Grunditz, S. (2013). Små barns sociala liv på vilan: Om deltagande och ordningsskapande i förskolan. Ph.d.-afhandling. Uppsala universitet, Uppsala.

Opdragsgiver

Uoplyst