Engaging with mathematics in the kindergarten. Orchestrating a fairy tale through questioning and use of tools.

Forfatter
Carlsen, M.
Kilde
European Early Childhood Education Research Journal, 21 (4), 502-513.
År
2013

Formål

Studiets formål er at analysere, hvordan en pædagog i en norsk daginstitution (barnehagen) opstiller og iscenesætter en matematisk aktivitet gennem eventyrfortælling.

Resultat

Undersøgelsen viser, at pædagogens opsætning af en matematisk aktivitet for fireårige børn foregår ved inddragelse af børnene i aktiviteten. Pædagogen bruger eventyret ”Guldlok og de tre bjørne”. Pædagogen bruger stemmen, ansigtsudtryk og kropsbevægelser som værktøjer. Studiet understreger, at aktiviteten har krævet omfattende planlægning. Undersøgelsen konkluderer, at pædagogen er i stand til at skabe en aktivitet, som adresserer matematiske koncepter og ideer, fx kendskab til tal, talrækken og målinger af størrelsesforhold samt kontraster mellem varme og kulde. Både børn og pædagog deltager aktivt i aktiviteten, hvorved der skabes mulighed for at tilpasse de givne matematiske koncepter til børnene og situationen. Dette sker, ved at koncepterne gøres til børnenes egne, og ved at børnene ser og lytter til, hvordan og i hvilke tilfælde matematiske koncepter bruges. Derudover er pædagogens anvendelse af ansigtsmimik, stemmen og kropsbevægelser med til at tilpasse de matematiske koncepter til situationen. Der konkluderes endvidere, at pædagogens undervisning lykkes som en legende måde at implementere matematik i daginstitutionen på.

Design

Deltagerne i undersøgelsen udgøres af én pædagog og ni 4-årige piger i en norsk daginstitution (barnehagen). Pædagogens organisering af matematisk aktivitet gennem eventyrfortælling blev videooptaget og efterfølgende transskriberet med henblik på analyse. Der er tale om undersøgelse af én enkelt session.

Referencer

Carlsen, M. (2013). Engaging with mathematics in the kindergarten. Orchestrating a fairy tale through questioning and use of tools. European Early Childhood Education Research Journal, 21 (4), 502-513

Opdragsgiver

Uoplyst