Formål
Undersøgelsen har til formål at belyse, hvilke dagtilbud – børnehaver og dagpleje (förskola, pedagogisk omsorg) – forældre fra forskellige befolkningsgrupper benytter. Herudover undersøges, hvordan pasning er ordnet for børn, som ikke går i børnehave eller dagpleje, samt hvilken indstilling værger/forældre har til de pasningsordninger, børnene er i.
Resultat
Undersøgelsen konkluderer, at de sociale forskelle – der har vist sig i tidligere svenske undersøgelser af børns deltagelse i dagtilbud – er forsvundet eller mindsket. Børn går således i dagtilbud i cirka samme udstrækning, uanset hvilken uddannelse værgerne/forældrene har. Undersøgelsen viser, at 92 % af alle børn i alderen 1-5 år går i dagtilbud, og 4 % er i dagpleje. Af de øvrige 1-5-årige er de fleste hjemme med en forælder, der som oftest har forældreorlov. Gennem de seneste år er dagtilbuddet blevet en integreret del af skolevæsenet, og den pædagogiske opgave er blevet udvidet og har fået en mere central rolle. Det gennemsnitlige ophold for børn i dagtilbud (børnehave eller dagpleje) er 31 ugetimer, hvilket er 2 timer mere end i 2005. Børn af arbejdende eller studerende værger/forældre har det største antal tilstedeværelsestimer i dagtilbud. Børn i storbyområder opholder sig længere tid i dagtilbud end børn i landdistrikter. Derudover viser undersøgelsen, at næsten ni ud af ti værger/forældre ved, at der findes en læreplan i dagtilbud, og omkring halvdelen af disse værger/forældre er bekendt med indholdet af læreplanen. Det er i højere grad højtuddannede værger/forældre og værger/forældre, som er født i Sverige, der kender til læreplanen. Undersøgelsen viser, at værger/forældre til børn i børnehave og dagpleje føler, at børnene er i trygge rammer. Værger/forældre mener, at aktiviteterne i dagtilbuddene stimulerer barnets udvikling og læring. Endvidere er de tilfredse med personalet, åbningstider samt afstand til hjemmet. Værger/forældre er til gengæld mindre tilfredse med ferielukning, størrelsen på børnegruppen samt tilgangen til personalet. Når værger/forældre vælger et dagtilbud for deres barn, er faktorer som afstand til hjemmet, personalet, inde- og udemiljø samt størrelsen på børnegruppen vigtigst.
Design
Undersøgelsen er baseret på en forældreundersøgelse, der er gennemført i efteråret 2012, hvor spørgeskemaer sendes ud til værger/forældre til børn i alderen 1-5 år. Stikprøven, som er trukket fra det svenske folkeregister (RTB), omfatter 108.000 børn. Stikprøven er udtrukket på tværs af kommuner og omfatter børn i alderen 1-5 år med hhv. svensk eller udenlandsk baggrund (dvs. hvorvidt barnet og/eller begge forældre er født i Sverige eller ej). Svarprocenten er 54. Forældreundersøgelsen i 2012 skal ses i forlængelse af tidligere lignende forældreundersøgelser, der er foretaget i hhv. 1999, 2002 og 2005. Spørgsmålene knytter sig til, hvilke aktivitetsformer barnet deltager i, hvilke indstillinger værger/forældre har til aktivitetsformen, som barnet deltager i, hvordan plejetilbud stemmer overens med de ønsker, som værger/forældre har for barnet, familiesituation, værges/forældres arbejdstider, værges/forældres viden om læreplaner samt motivationen for valg af dagtilbud.
Referencer
Skolverket (2013). Föräldrars val och inställning till förskola och fritidshem: Resultat från föräldraundersökningen 2012. Stockholm: Skolverket.
Opdragsgiver
Den svenske regering