Den norske mor og barn-undersøkelsen. Variasjon i barnehagekvalitet. Beskrivelser fra første datainnsamling fra barnehagene.

Forfattere
Lekhal, R.
Vartun, M.
Gustavson, K.
Helland, S. S.
Wang, M. V.
Schjølber, S.
Kilde
Nasjonalt Folkehelseinstitut, Oslo.
År
2013

Formål

Formålet med denne publikation er at fremlægge foreløbige resultater med hensyn til variation i kvaliteten af daginstitutioner for 5-årige i et udvalg af norske daginstitutioner (barnehager). Det er hensigten, at rapportens fund skal danne grundlag for videre analyser for at få mere viden om kvaliteten af norske daginstitutioner. Mere specifikt søger undersøgelsen at svare på, hvilke variationer der er i 1) de strukturelle forhold i daginstitutionerne (for eksempel daginstitutionens organisering, gruppestørrelse, pædagogiske profil og forskelligheder i bemandingen) og 2) den pædagogiske praksis og processuel kvalitet (for eksempel samtaler og samarbejde mellem forældre og børnehaverne og samarbejdet og miljøet i daginstitutionen), samt 3) hvilke forskelle og ligheder der er blandt børnene i daginstitutionerne med hensyn til særlige behov, venskaber og generel tilpasning til daginstitutionen.

Resultat

Rapporten fremlægger fire hovedfund; 1) Undersøgelsen af variationen i strukturelle forhold i daginstitutionerne viser, at de fleste pædagogiske ledere, (90,5 %), er uddannede pædagoger (førskolelærer). Af 9,5 %, der har en anden type af uddannelse, har 4,8 % en anden pædagogisk uddannelse, mens de resterende har lavere uddannelse. 2) Undersøgelsen af variationen i pædagogisk praksis og indikatorer for processuel kvalitet viser, at der er stor variation i hvordan de pædagogiske ledere i daginstitutionerne strukturerer arbejdet på afdelingerne, og hvor meget vægt de lægger på den pædagogiske praksis og rutiner for observation og kortlægning af børns færdigheder. Bl.a. knytter variationen sig til daginstitutionernes pædagogiske praksis, det pædagogiske indhold i børnenes hverdag og daginstitutionernes rutiner for regelmæssig observation og kortlægning af børnenes færdigheder. 3) Undersøgelsen af uligheder og fællestræk blandt 5-årige i daginstitutionerne viser, at der er store variationer i udviklingsmæssige forhold blandt de 5-årige, som er repræsenteret i udvalget. Ifølge de rapporterede oplysninger har omkring 15 % af udvalget specielle vanskeligheder. De oftest forekomne van-skeligheder er uro og koncentrationsbesvær (4,5 %) og sproglig forsinkelse (4,3 %). Derefter følger følelses-mæssige vanskeligheder (3 %) og adfærdsvanskeligheder (2,8 %).

Design

Denne rapport bygger på data fra Den norske mor og barn-undersøgelsen (MoBa). MoBa er en longitudinel, befolkningsbaseret kohorteundersøgelse. Rapporten bygger på pilotfasen af MoBa, hvor der er blevet sendt spørgeskemaer til mødre og afdelingsledere i daginstitutioner. Af 8.478 udsendte spørgeskemaer er 1.681 blevet udfyldt af både mødre og afdelingsledere. Spørgsmålene omhandler socioøkonomiske og demografiske baggrundsforhold, madvaner, indtagelse af rusmidler, somatiske forhold samt mental helbredstilstand. Derud-over er der spørgsmål vedr. barnets udvikling, færdigheder og generelle adfærd. Spørgeskemaerne omhandler også strukturelle kvaliteter og indikatorer for processuel og pædagogisk variation og kvalitetsstatus i daginsti-tutionerne for 5-årige børn. Mødrene, der har besvaret spørgeskemaet i pilotfasen, er ikke helt tilfældigt udvalgt blandt småbørnsmødre. De adskiller sig fra andre mødre, ved at de havde højere uddannelse, var ældre og sjældnere boede alene på tidspunktet for fødslen end mødre i populationen. Forfatterne understreger, at der er tale om foreløbige resultater.

Referencer

Lekhal, R., Vartun, M., Gustavson, K., Helland, S. S., Wang, M. V. & Schjølber, S. (2013): Den norske mor og barn-undersøkelsen. Variasjon i barnehagekvalitet. Beskrivelser fra første datainnsamling fra barnehagene. Rapport. Nasjonalt Folkehelseinstitut, Oslo.

Opdragsgiver

Folkehelseinstituttet og Kunnskapsdepartementet