Medvirkning og handlingskraft i småbarnspedagogiske praksiser: Horisontalt fremhandlet innflytelse.

Formålet med studiet er at undersøge, hvordan det er muligt at tænke daginstitutionsbørns (barnehage) deltagelse som forhandlet gennem forskellige agenters handlekraft. Studiet anskuer ikke blot børn og pædagoger som agenter, men også genstande, natur, tid, rum og diskurser anskues som agenter, der kan handle. Ved at anlægge dette perspektiv ønsker studiet at rykke ved forståelsen af børns deltagelse i børnehaven både empirisk og teoretisk.

Det første understudie fokuserer på lyttende pædagogik og interessen for børns perspektiver, hvilket spiller sammen med barnets ret til deltagelse. Udgangspunktet er idéen om, at voksne bør lytte til barnet, og at lytning kan skabe rum for børns deltagelse på en måde, hvor børnenes kommentarer ikke blot er kommentarer til den pædagogiske praksis og begivenheder, men hvor kommentarerne også er konstituerende for den efterfølgende pædagogiske praksis. Det andet understudie beskæftiger sig med forskningsprojektets metodiske spørgsmål. Studiet anskueliggør, hvordan forskningstænkningens rum (dvs. hvordan den analytiske proces forløber) er præget af teoretiske begrænsninger, hvor det er nødvendigt at bringe en ny form for teori ind for at udvikle forskningen. Det tredje understudie beskriver, hvordan situationer og materielle virkemidler kan udgøre virksomme typer af handlekraft. Fokus i studiet er på børnenes leg med og omkring en trehjulet cykel. To drenge bruger cyklen til at stå på, mens den trækkes, mens en tredje dreng ønsker at være med, men så kan cyklen ikke køre. Pædagogerne mener samtidig, at alle tre drenge skal være sammen om at lege med cyklen. Cyklen bliver derfor tillagt forskellige potentialer, alt efter hvem der kigger på, og inviterer også til forskellige former for deltagelse, alt efter hvem der ser på en. Materialerne (her cyklen) bliver således performative agenter, som har handlekraft i sig selv og på den måde får indflydelse på forhandlingen af deltagelse i daginstitutionen. Understudiet konkluderer, at den handlekraft, der er retfærdighedsbaseret (retfærdighedslogik – fx at pædagogerne synes, alle børnene skal være med i legen), ikke umiddelbart spiller sammen med den lyst, der driver en given legesituation. Derudover sætter børnenes handlekraft ind på uforudsete måder, som kan sætte pædagogernes kontrol over situationen ud af spil. Det sidste understudie udfordrer de forhåbninger, der knytter sig til, at det at have kontrol er en tryg måde for pædagogerne at engagere sig i pædagogiske processer på. I de situationer, hvor pædagogerne oplever at miste kontrol, skabes usikkerhed og tvivl hos pædagogerne, men samtidig mobiliseres en kraft for at generobre indflydelse. Studiet i sin helhed lægger overordnet vægt på styrken ved børns handlekraft, som nogle gange er stærk nok til at destabilisere de voksnes handlekraft. Dette sættes i kontrast til diskursers betoning af barnets sårbarhed i meget af den eksisterende forskningslitteratur. Resultaterne af undersøgelsen peger på et skift fra at anse deltagelse som en vertikal fordeling af goder eller privilegier fra voksen til barn til en mere horisontal forståelse, der åbner op for et fokus på forskellige forhandlingsrum, hvor medvirken forhandles gennem forskellige agenters handlekraft. Studiet konkluderer dermed, at børns deltagelse i daginstitutionerne ikke kun er noget, pædagogerne muliggør gennem deres pædagogiske praksis. Deltagelse er også noget, børnene muliggør gennem deres praksisser (fx omkring leg) i daginstitutionen, samt noget, forskellige materialer (fx cyklen) inviterer til.

Studiet består af fire understudier, der undersøger forskellige former for handlekraft. Det har sit grundlag i en poststrukturalistisk forskningstilgang, hvor forskeren ikke ser struktur eller begreber som faste og statiske, men derimod foranderlige. Der ses således fx på konstruktionen og dekonstruktionen af begreber. Det empiriske datamateriale består af to mundtlige fortællinger fortalt af to studerende på pædagoguddannelsen i Norge, observationer af børn og personale i to svenske daginstitutioner, hvor børnene er under tre år, fokusgruppeinterviews med tre børnehavepædagoger og ni fokusgruppeinterviews med tre pædagogstuderende og en uddannet pædagog. Data er indsamlet i en periode på seks måneder. På baggrund af de empiriske data konstruerer forskeren seks empiriske eksempler, som skal illustrere filosofferne Deleuze og Guattaris poststrukturalistiske perspektiv og - i samspil med malerier af kunstneren Lars Elling - udfordre og udvikle forståelsen af børns deltagelse i daginstitutioner.

Sandvik, N. (2013). Medvirkning og handlingskraft i småbarnspedagogiske praksiser: Horisontalt fremhandlet innflytelse. Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Trondheim.