Barnehagen som språklæringsarena: En kasusstudie av tre barnehagelæreres andrespråksdidaktiske praksiser.

Formålet med studiet er at undersøge pædagogers arbejde med flersprogede børns sprogudvikling i norske daginstitutioner (barnehager) for herigennem at udvikle ny viden om daginstitutionen som sproglæringsarena.

Studiet konkluderer, at de tre pædagogers forskellige pædagogiske praksisser alle giver gode vilkår for børns andetsprogsudvikling, men at deres praksis har hver deres fordele og ulemper. Pædagogen, der arbejder med minoritetssproglige børn og som ikke har adgang til en tosproget assistent, arbejder primært med sprogstimulering i spontant opståede situationer, hvor flere børn er inkluderet i samtalen. Hermed skaber hun rum for flersproglighed i børnegruppen og alle børn bliver hørt. Hun vægter generelt den sociale dimension højt og foretrækker, at børnene får erfaringer med sprog i forskellige uformelle læringssituationer i løbet af en børnehavedag. Forskeren fremhæver det som positivt, at børnene får erfaring med en situationsafhængig og kognitivt krævende sprogbrug, mens ulempen er, at tilgangen kan medføre, at læse- og skriveforberedende aktiviteter træder i baggrunden, da planlagte, forberedte aktiviteter (fx læse- og skriveøvelser) nedprioriteres.De to andre pædagoger (der begge har adgang til børnenes modersmål) har fokus på børnenes enkeltfærdigheder (fx ordforråd) og anvender i højere grad planlagte sproglæringsstimuleringsøvelser. I den ene pædagogs tilfælde er der ofte tale om individuel træning. Fordelen ved denne tilgang er, at deres arbejde styrker børnenes ordforråd, men der gives ikke så meget opmærksomhed til sprog og sprogbrug i forskellige sociale situationer.

Datamaterialet består af feltobservationer samt interview med pædagoger. Feltobservationerne blev foretaget i tre forskellige kommunale daginstitutioner i Norge. Udvælgelseskriterierne for institutionerne var, at den ene introducerede børnene til engelsk, mens de to andre havde flersprogede børn i deres børnegruppe. I hver af institutionerne blev der udvalgt en pædagog, som arbejdede med børnenes sprog. En pædagog (Astrid) arbejdede således med at lære norsktalende børn engelsk. De to andre pædagoger (Heidi og Rigmor) arbejdede med minoritetssproglige børn. Den ene (Heidi) havde ikke en tosproget assistent, og dermed ikke adgang til børnenes modersmål, mens den anden (Rigmor) havde en tosproget assistent. Dataindsamlingen foregik i tre faser, i hhv. 2007, 2009 og 2010, og observationerne varede mellem fire og 14 dage. Derudover blev der i løbet af indsamlingsperioden foretaget to-tre dybdeinterview med hver pædagog samt før- og eftersamtaler i forbindelse med observerede hændelser i børnehaverne. Både feltobservationer og interview blev optaget og efterfølgende transskriberet. Desuden blev dokumenter fra daginstitutionerne såsom årsplan, projektplaner og -evalueringer samt forskerens feltnoter inddraget.

Alstad, G.T. (2013). Barnehagen som språklæringsarena: En kasusstudie av tre barnehagelæreres andrespråksdidaktiske praksiser. Universitetet i Oslo, [Oslo].