Phonological awareness training with articulation promotes early reading development

Forfatter
Fälth, L., Gustafson, S., & Svensson, I.
Kilde
Education, 137(3), 261-276.
År
2017

Formål

Formålet med studiet var at undersøge effekten af Fonomix, som er en svensk intervention målrettet fonologiske færdigheder og artikulation, på børns fonologiske bevidsthed og læsefærdigheder i den svenske børnehaveklasse (preschool class). Forskningsspørgsmålene var: (1) Hvilke effekter havde interventionen på bogstav- og lydkendskab samt afkodning af ord, begrænset til de bogstav-lyd-kombinationer, som var inkluderet i interventionsprogrammet? (2) Hvilke overførselseffekter havde interventionen på fonologisk bevidsthed samt afkodning af ord, når alle lyde og bogstaver var inkluderet? (3) Hvad var effekterne for børn i risiko for læsevanskeligheder sammenlignet med børn, der fulgte en sædvanlig læseudvikling?

 

Resultat

Baseret på deres tidlige læsefærdigheder blev de deltagende børn i både den eksperimentelle gruppe og sammenligningsgruppen inddelt i undergrupper: børn i risiko for læsevanskeligheder og børn med sædvanlig læseudvikling. Resultaterne viste, at der for børnene i den eksperimentelle gruppe var en større fremgang målt i forbindelse med tests, både for børn i risiko for læsevanskeligheder og for børn med sædvanlig læseudvikling, set i forhold til sammenligningsgruppen. Disse positive resultater gjaldt for både lyde og ord inkluderet i interventionen og nye lyde og ord, som ikke havde været en del af interventionen. Dette fund peger ifølge forfatterne på, at interventionens effekter er overførbare, dvs. at træningen af Fonomix’ specifikke bogstav-lyd-kombinationer også hjælper til at aflæse andre bogstaver og lyde. I forbindelse med den opfølgende test seks måneder efter interventionens afslutning fandt forfatterne, at effekterne af interventionen var fastholdt, samt at den eksperimentelle gruppes udvikling var mere markant end sammenligningsgruppens.

 

Design

Effekten af Fonomix-metoden for svenske børnehaveklassebørn blev udforsket gennem et longitudinelt interventionsdesign, hvor i alt 69 børn fra to skoler deltog og var inddelt i en eksperimentel gruppe med 39 børn og en sammenligningsgruppe med 30 børn. Fonomix-interventionen bestod af fonologisk træning med fokus på udtale. Træningsmaterialet indeholdt otte bogstav-lyd-kombinationer med den dertil associerede udtale. Udtalen blev illustreret med billeder af munde, som suppleredes med øvelser foran et spejl. Interventionen varede omtrent 45 timer fordelt over hele skoleåret. Sammenligningsgruppen fulgte et materiale kaldet Trulle, som baserede sig på rim, sætninger, ord, stavelser og lyde. Gruppen anvendte endvidere et materiale designet af deres egne pædagoger (teachers), hvor børnene legede med sproget, fx gennem ’lyttelege’. Sammenligningsgruppen brugte i alt omkring 45 timer på deres træning, svarende til den eksperimentelle gruppes tidsforbrug på Fonomix-interventionen. For at teste effekten af interventionen blev de deltagende børns tidlige læsefærdigheder (pre-reading skills) testet individuelt før interventionens start, midt på skoleåret, umiddelbart efter interventionens afslutning og opfølgende seks måneder efter.

Referencer

Fälth, L., Gustafson, S., & Svensson, I. (2017). Phonological awareness training with articulation promotes early reading development. Education, 137(3), 261-276.