På sporet af børns perspektiver– børnehavebørns leg med GoPro og iPad i børnehaven

Forfatter
Hauge, L. J., Jørgensen, H. H.
Kilde
BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, 36(63):9-26.
År
2019

Formål

Artiklen undersøger, hvordan digitale medier kan hjælpe børnehavepersonalet med at få et bedre indblik i børns leg og kreative processer og dermed også få viden om børnenes perspektiver og deltagelsesmuligheder. Gennem brug af digital teknologi søger studiet at indfange det, der har betydning for børnene i deres hverdagsliv i børnehaven. I artiklen præsenteres to eksempler på, hvordan børns leg og kreativitet udforskes ved at tage nye digitale teknologier i brug med børnene selv som medforskere.

Resultat

Resultaterne viser, at digitale medier kan bruges både til at undersøge børns perspektiver på leg, samt støtte op under den samme leg. I GoPro-optagelserne fik man et indblik i den spontane, euforiske leg og børnenes fortællinger om, hvorfor den havde værdi for dem. Workshopprojektet gav indsigt i, hvordan digitale medier kan understøtte, styrke og udvikle børns muligheder for at deltage i kreative og æstetiske processer. Forfatterne af artiklen mener, at man ved at inddrage børnenes perspektiver og følge i deres spor, både får indsigt i, hvad de finder værdifuldt og samtidig får en mere nuanceret forståelse af leg i børnehaven. De understreger, at pædagogen skal være opmærksom på den leg, børnene er optaget af, og deltage i den for at forstå legen og de stemninger, den skaber.

Design

Studiet er opdelt i to forskellige empiriske undersøgelser. I det første eksempel studeres fire børns leg og kreative processer ved at fastgøre GoPro-kameraer på dem, der filmer, mens de leger sammen. De fire børn i studiet var mellem fire og fem år og blev filmet i en periode på to uger. I den anden undersøgelse blev børns perspektiver og legekultur studeret gennem eksperimenterende, analoge og digitale værkstedsprocesser tilrettelagt af voksne. Den udvalgte gruppe bestod af 13 børnehavebørn og to pædagoger, der i en periode over to måneder arbejdede med værkstedsprocesser, hvor fokus var på at følge børnenes spor i de samskabende æstetiske processer. Derudover udgjorde praksisfortællinger, tegninger og malerier dele af datamaterialet.

Referencer

Hauge, L. J. & Jørgensen, H. H. (2019). «På sporet af børns perspektiver– børnehavebørns leg med GoPro og iPad i børnehaven». BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, 36(63):9-26.