Mavefornemmelser og dårlige lugte. Pædagogers sansninger af familien i et socialt udsat boligområde

Forfatter
Houmøller, K.
Kilde
Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse, 2(2):49-62.
År
2018

Formål

Artiklen undersøger, hvordan sanseindtryk bidrager til at forme pædagogens opfattelse af børnene og deres familier, og hvad dette indebærer af potentiale og dilemmaer. Forskeren er optaget af, hvordan pædagoger bruger hele kroppen, ved at lugte, se, høre, føle, smage og fornemme stemninger, i mødet med børnehavebørnenes og familiernes kropslige udtryk og signaler. Målet med studiet er at pege på, at der er et behov for faglig refleksion over familien som et sanset fænomen, og samtidig bidrage til en kritisk diskussion om forholdene for den nuværende pædagogiske praksis i børnehaven.

Resultat

Forfatteren mener, at pædagogernes sanselige erfaringer, med det potentiale og de faldgruber, de udgør, ikke får nok faglig opmærksomhed i børnehavens hverdag og organisering. Pædagogerne efterspørger mere tid og rum til at udforske det, de sanser, f.eks. gennem hjemmebesøg. De fortæller også, at de sansninger, de har af børnenes familier, har stor betydning for, hvordan de forstår og handler i forhold til det enkelte barn. Uden faglig refleksion blandt pædagogerne over familien som sanset fænomen frygter forfatteren, at man er i fare for at forstå familien på begrænsede måder. Hun hævder, at de universelle trivselsvurderingers fokus på standardisering og systematisering betyder, at viden, som ikke kan dokumenteres eller dekontekstualiseres, forsvinder. Dette fører til en devaluering af det sanselige aspekt, som er væsentlig i pædagogernes arbejde. Sådanne sansninger bliver ofte bare kaldt "anelser" eller "mavefornemmelser". Forfatteren konkluderer, at pædagogernes kropsliggjorte viden er professionel eller rummer muligheden for at blive det gennem kontinuerlig refleksion.

Design

Studiet er en del af et større forskningsprojekt, der undersøgte pædagogers forståelse og vurderinger af børns trivsel, specielt med tanke på at opspore børn i potentielt udsatte positioner. Empirien bygger på to måneders etnografisk feltarbejde i en dansk barnehave, hvor flertallet af børnene kom fra familier med en etnisk minoritetsbaggrund. Forskeren har observeret hverdagen i børnehaven, gennemført kvalitative interviews med pædagoger og forældre samt deltaget i pædagogiske møder og været på enkelte hjemmebesøg hos udvalgte familier.

Referencer

Houmøller, K. (2018). “Mavefornemmelser og dårlige lugte. Pædagogers sansninger af familien i et socialt udsat boligområde». Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse, 2(2):49-62.