Learning in Preschool: Teachers' Talk about Their Work with Documentation in Swedish Preschools

Set i lyset af en dagtilbudspolitik, der stiller krav om øget dokumentation, er formålet med dette studie at undersøge, hvordan pædagoger (preschool teachers) ’gør faglighed’ og former faglige strategier i relation til institutionelle narrativer om læring, når de taler om dokumentation. Institutionelle narrativer er fortællinger, som genfortælles af medlemmerne af en institution. De kan fx findes i formelle dokumenter og i medlemmernes mundtlige fortællinger om institutionen.

Forfatterne finder, at pædagogerne på forskellige måder henviser til en institutionel narrativ om læring, når de taler om dokumentation i dagtilbud. I alt tre temaer træder frem, hvoraf det første tema, børns læring og målsætningerne i den nationale læreplan, viser, hvordan pædagogerne kæmper med tvetydigheder vedrørende dagtilbudspolitikken, hvilke målsætninger i læreplanen der skal prioriteres, og hvordan dette skal gøres i praksis. Det fremgår af interviewene, at pædagogerne er ivrige efter at bruge dokumentation som en måde, hvorpå de kan sikre sig, at de arbejder hen imod målsætningerne i den nationale læreplan, og som en måde, hvorpå de kan holde fokus på den form for læring, som udgår fra børnenes egne initiativer. Resultaterne peger dog også på, at pædagogerne er usikre på, hvordan de skal gøre i praksis. Derudover udtrykker pædagogerne en ambivalens med hensyn til det at dokumentere læring, der udgår fra børnene selv, og at dokumentere de læringsmål, som fremgår af læreplanen.

Det andet tema, dokumentation af læring som en faglig strategi, illustrerer, hvordan pædagogerne håndterer det at skulle dokumentere forskellige former for læring. Resultaterne peger på, at pædagogernes henvisninger til en institutionel narrativ om læring med hensyn til det, forfatteren kalder en ’dagtilbuds-form for læring’, fungerer som en faglig strategi. Det fremgår af interviewene, at de fleste pædagoger giver udtryk for, at det er vanskeligt at dokumentere læring uden også at vurdere børnene individuelt. Mange af pædagogerne oplever dog, at pædagogisk dokumentation gør dem i stand til at være opmærksomme på såvel børnenes initiativer som læreplanens målsætninger, men det fremgår ikke tydeligt af interviewene, hvordan pædagogerne anvender pædagogisk dokumentation i praksis.

Endelig viser det tredje og sidste tema, pædagoger som nybegyndere, der ’gør faglighed’, at pædagogerne håndterer deres usikkerhed vedrørende, hvad og hvordan de skal dokumentere, ved at beskrive sig selv som nybegyndere (learners), der i samspil med hinanden og børnene stadig er i færd med at lære og udvikle deres evner med hensyn til dokumentation. At pædagogerne positionerer sig selv som nybegyndere, er ifølge forfatteren en særlig måde at ’gøre faglighed’ på, som kommer til udtryk, når de taler om arbejdet med dokumentation. Forfatteren konkluderer, at pædagogerne herved fortolker og udøver dagtilbudspolitikken på en måde, som gør det muligt for dem at håndtere krav til ansvarlighed (accountability), men som også giver mulighed for faglig handlen.

Datamaterialet består af livshistorieinterview med 17 pædagoger fra syv dagtilbud (preschools) i to middelstore byer i det centrale Sverige. Interviewene fokuserer på både pædagogernes personlige og professionelle historie og deres oplevelse af at arbejde med dokumentation i dagtilbuddet. Teorier om institutionelle narrativer og teorier om pædagogers faglighed danner rammen for analysen.

Löfgren, H. (2017). Learning in Preschool: Teachers' Talk about Their Work with Documentation in Swedish Preschools. Journal of Early Childhood Research, 15(2), 130-143.

Löfgren, H. (2016). A Noisy Silence about Care: Swedish Preschool Teachers’ Talk about Documentation. Early Years, 36(1), 4-16.