Implicitte og eksplicitte krav til krop og sprog i det systematiske arbejde med børnehavebørns sociale kompetencer

Forfatter
Pedersen, O.
Kilde
Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, 12(3-4):53-76
År
2018

Formål

Børnehavepædagogikken i Danmark har i løbet af de sidste ti år gennemgået en forandring fra fokus på fri leg til en stigende grad af styring i form af pædagogiske læreplaner med øget fokus på at gøre børnene klar til skolegang. I denne artikel undersøger forskeren, hvilke implicitte og eksplicitte krav der stilles i det pædagogiske arbejde, med et specielt fokus på læreplansmålet social kompetence. Formålet er at udforske, hvilke krav der stilles til børnene gennem den systematiske oplæring i dette læreplansmål, gennem såkaldte manualbaserede programmer, som pædagogerne skal følge, og hvilke konsekvenser det kan få.

Resultat

Resultaterne viser, at børnene bliver mødt af høje krav, både til sprog og kroppe. I de manualbaserede undervisningsprogrammer stilles der krav til børnenes selvindsigt, selvkontrol og selvrefleksion. For at børnene skal lykkes, skal de have god sproglig kompetence for at kunne sætte ord på deres følelser. Dette kræver både et godt ordforråd samt en særlig opmærksomhed på ens egne følelser. Følelserne knyttes også til børnenes kroppe ved, at børnene gennem programmerne introduceres til grundige granskninger af blikretning, positurer og ansigtsudtryk. Derudover er der krav om, at børnenes kroppe er i ro under møderne. Forskeren mener, at disse krav er for svære at opfylde for enkelte af børnene, og at der derfor er risiko for, at programmerne ekskluderer enkelte børn, når meningen egentlig var at inkludere alle.

Design

Det empiriske materiale består primært af etnografisk feltarbejde, som er suppleret af interviews. Feltarbejdet strakte sig over fire uger i tre forskellige børnehaver. Forskeren tilbragte det meste af tiden i en afdeling for store børn (3-6 år), men observerede også i vuggestueafdelingerne (0-3 år) og førskolegrupperne (6-7 år). Et udvælgelseskriterium for børnehaverne var, at de brugte manualbaserede programmer. Datamaterialet består ud over observation af et Fri for Mobberi-heldagsseminar for pædagoger og interviews med børnehavelederne i to af børnehaverne, tre børnehavepædagoger samt instruktører fra programmerne Fri for Mobberi og Trin for Trin. Begge disse manualbaserede programmer handler om børns personlige og sociale kompetencer og bruger plancher med instruktioner til pædagogerne i, hvordan de skal undervise børnene.

Referencer

Pedersen, O. (2018). "Implicitte og eksplicitte krav til krop og sprog i det systematiske arbejde med børnehavebørns sociale kompetencer". Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, 12(3-4):53-76.