Formål
Formålet er at undersøge effekten af et 10-ugers forløb i tidlig skrivning (invented writing) med 5-årige børn i dagtilbud. Fokus er på børnenes fonemiske opmærksomhed, stavning og læsning.
Resultat
Resultaterne viser, at børnene i træningsgruppen klarede sig bedre i de to efter-tests sammenlignet med børnene i kontrolgruppen. Børnene i træningsgruppen var bedre til at stave vanskelige ord (ortographically challenging words) sammenlignet med børnene i kontrolgruppen. Resultaterne viser også, at forløbet om tidlig skrivning havde en signifikant effekt på børnenes fonemiske opmærksomhed, stavning og læsning i testen, som blev foretaget umiddelbart efter forløbets afslutning. Da børnene blev testet et halvt år efter skolestart, var effekterne af forløbet stadig til stede, men i mindre grad.
Design
12 dagtilbud med 105 5-årige børn deltog i undersøgelsen. Dagtilbuddene blev tilfældigt opdelt i to grupper bestående af henholdsvis en træningsgruppe og en kontrolgruppe. Træningsgruppen bestående af 40 børn modtog træning i tidlig skrivning. Kontrolgruppen bestod af 65 børn, som fulgte det sædvanlige dagtilbudsprogram.
Træningssessionerne fokuserede på tidlig skrivning som en udforskende aktivitet både individuelt og i grupper. Aktiviteterne tog udgangspunkt i, at børnene skulle udforske forholdene mellem lyd og skrift gennem skrivning. Hver træningssession varede omkring 20 minutter og blev gennemført fire gange om ugen i en periode på 10 uger. Træningen blev varetaget af børnenes pædagoger og pædagogstuderende under supervision af pædagogerne.
Børnene blev testet i færdigheder inden for fonemisk opmærksomhed, stavning og læsning inden forløbets start, umiddelbart efter forløbets afslutning, som var cirka otte uger før skolestart, og igen et halvt år efter skolestart.
Referencer
Hofslundsengen, H., Hagtvet, B. E., & Gustafsson, J. (2016). Immediate and Delayed Effects of Invented Writing Intervention in Preschool. Reading and Writing: An Interdisciplinary Journal 29(7), 1473-1495.
Opdragsgiver
Sogn og Fjordane University College