I mangetydighedens mellemrum: Om pædagogers daglige vidensprocesser

Studiet har til formål at udforske pædagogisk viden som et relationelt fænomen i en daginstitutionel hverdag, dvs. viden, som den udfolder sig i relationer mellem pædagoger, men også mellem pædagoger, børn og hverdagens artefakter. Forfatteren udforsker således pædagogisk viden ved at kaste lys på de sammenhænge og forbindelser, der peges hen imod, når pædagoger taler om ’viden’, om det ’at vide’ eller om, at ’de ved’. Konkret søger forfatteren svar på tre forskningsspørgsmål: (1) Hvad vil det sige for pædagoger ’at vide’ som en del af deres daglige virke? (2) Hvilken betydning har de kollegaer, man arbejder sammen med, for pædagogers vidensoparbejdelse og vidensudveksling? (3) Hvordan spiller børn, den konkrete institution og daginstitutionelle elementer ind i forhold til sådanne vidensprocesser?

Overordnet konkluderer forfatteren, at relationer mellem pædagoger spiller en helt afgørende rolle for udviklingen af viden og for kvaliteten i det pædagogiske arbejde i daginstitutioner. Studiet peger på, at det ’at vide’ ikke bor i hovedet på den enkelte pædagog, men er distribueret i relationerne mellem pædagoger, forældre, børn, konkrete artefakter, regler, rum, officielle formål osv. Viden bor så at sige i relationerne.

Forfatteren finder blandt andet, at pædagoger hver dag skal agere i en mangetydighed, som hele tiden kræver en form for stabilisering, eksempelvis stabilisering af en spisesituation eller en situation, hvor børn skal i tøjet. Gennem oparbejdede relationer til hinanden bliver pædagoger i stand til ’at dække hinandens linjer’, dvs. de bliver i stand til at stabilisere – gribe, koordinere, skabe sammenhæng og orden – i dele af mangetydigheden på måder, der aflaster den anden pædagog. Derimod indebærer mangel på kendskab til hinanden en oplevelse af inkompetence og fraværende mestring af dagligdagens hændelser – ikke nødvendigvis hos den anden, men hos en selv. Analysen peger således på, at oplevelsen af at være en kompetent, handlende pædagog i høj grad hviler på relationerne til både børn og voksne i dagtilbuddet. Med begreberne ’infrastruktur’, ’indtegning’, ’at dække hinandens linjer’ og ’institutionel afstemning’ begrebsliggør forfatteren samarbejdets særlige karakter og sætter fokus på en relationelt oparbejdet viden, der igen danner grundlag for pædagogers løbende vidensudveksling.

Forfatteren peger på, at man som ny medarbejder i en institution ikke har baggrundshistorierne om børn, familier og institutionens rutiner at trække på. Derfor kan det være svært at være opmærksom på særlige forhold og at understøtte særlige pædagogiske fokuspunkter for de enkelte børn. Det medfører en overbelastning hos de medarbejdere, der er på arbejde med en ny kollega, fordi det betyder, at han/hun ’står med alle linjerne’, dvs. at han/hun står alene med ansvaret for at gribe, koordinere og skabe sammenhæng og orden i den institutionelle hverdag. Ifølge forfatteren kan dette være med til at forklare, hvorfor vikarer ikke nødvendigvis opleves som en hjælp, og hvordan det kan være, at udpegede ’sprog-pædagoger’, ’motorik-pædagoger’ mv. oplever, at det er svært at udbrede deres viden, samt hvorfor det at sende to medarbejdere på kursus ikke opleves som en vidensinvestering, der får betydning for praksis. Ved at betragte pædagogisk viden som et relationelt fænomen bliver det, ifølge forfatteren, muligt at sætte spørgsmålstegn ved selve idéen om, at en pædagog kan beskrives som ’god’, ’vidende’ eller ’kompetent’ i ental.

Det empiriske materiale baserer sig på feltarbejde i to integrerede institutioner, som har ens profiler, forstået således, at de begge betegner sig som ’strukturerede’. I hver institution fulgte forfatteren to pædagoger, der var vant til at arbejde sammen (arbejdede på samme stue/i samme grupperum), men som på skift byttede plads, således at de kom til at arbejde i en ny institution med en ny ’makker’. Idéen var at få pædagogerne til at indgå i en daginstitutionel hverdag, som ikke var fuldstændig fremmed, men med mennesker, rum og artefakter, som de ikke havde en forudgående relation til. Ved at få pædagogerne til at bytte plads ønskede forfatteren at gøre det kendte fremmed og derved fremkalde refleksion over dét, der ellers fremstår ’normalt’ og tages for givet. Forfatteren har observeret pædagogerne dels i deres vante rammer og dels det sted, de er kommet hen i forbindelse med deres ’byt’. Derudover har forfatteren interviewet og afholdt refleksionsfora med de nye makkerpar af pædagoger. Involverede pædagogmedhjælpere er ligeledes blevet interviewet.

 Plum, M. (2017). I mangetydighedens mellemrum: Om pædagogers daglige vidensprocesser. Kbh.: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.