Han slår! - børnehavebørns fortælling om konflikter

Forfatter
Larsen, B. S., Toft, H.
Kilde
BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, 36(63).
År
2019

Formål

Studiet undersøger, hvordan børnehavebørn fortæller om konflikter, der opstår i leg med deres jævnaldrende. Forfatterne undersøger, hvordan børnene fremstiller sig selv og hinanden, når de fortæller voksne om disse konflikter, og hvordan de voksne agerer i sådanne situationer.  Målet er at undersøge, om børnehavebørn har den samme hændelsesforståelse som voksne, dvs. om de tænker i de samme årsag-virkningskæder, når de videreformidler konfliktsituationer.

Resultat

Ifølge forfatterne viser en fortolkning af praksisfortællingerne, at børnene skaber en verdensfortælling om børnehaven, som børnehavepersonalet bliver en del af, men ikke nødvendigvis forstår, og som de dermed ikke kan integrere i deres handlinger over for børnene i situationen. Den (om)verden, børnene skaber, er vigtig, men samtidig vanskelig at placere i forhold til parametre som fiktiv/faktisk, krønike/historie, legekulturel/sociokulturel, sandhed/løgn. Børnehavepersonalets spørgsmål "Hvad foregår der her?" er et spørgsmål, der giver forskellige svar, afhængigt af hvem af børnene der fungerer som politibetjent, advokat og dommer.

Design

Det empiriske materiale består af ti praksisfortællinger fra børnehaven, der fokuserer på temaet børnehavebørn i konflikt. Fortællingerne er hentet fra konfliktfyldte interaktioner i en konkret børnehave. Fortællingerne analyseres ved hjælp af en model for konfliktoptrapning og narrativ analyse, hvor børnenes fortællinger sammenlignes med det historiefaglige skel mellem krønike og historiefremstilling.

Referencer

Larsen, B. S. & Toft, H. (2019). «Han slår! – børnehavebørns fortælling om konflikter». BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, 36(63).