Gender Beliefs and Embedded Gendered Values in Preschool

Forfatter
Emilson, A., Folkesson, A.-M., & Moqvist-Lindberg, I.
Kilde
International Journal of Early Childhood 48(2), 225-240.
År
2016
ISBN
27440729

Formål

Formålet med studiet er at undersøge dagtilbudspraktikeres (practitioners) opfattelser af køn (gender beliefs), og hvordan kønsrolleværdier (gendered values) er forankret i dagtilbudspraksis. Forskningsspørgsmålet er: Hvilke opfattelser af køn og tilhørende værdier kan identificeres i dagtilbudspraktikeres snak, når de diskuterer spørgsmål om køn?

Resultat

Forfatterne identificerer to forskellige opfattelser af køn i praktikernes snak: forestillinger om dualitet (duality) og forestillinger om neutralitet (neutrality). Studiet viser, at praktikerne hovedsageligt mener, at det er dagtilbuddets opgave at udfordre traditionelt kønnet adfærd og at stræbe efter kønsneutralitet.

Forfatterne finder, at forskellige værdidilemmaer (value dilemmas) er forankret i praktikernes opfattelser af køn. Ét af disse dilemmaer vedrører forestillinger om, at køn primært er en social konstruktion, versus forestillinger om, at køn er fastlagt af biologien. På den ene side fremhæver praktikerne børnenes individualitet (uanset om det er en pige eller en dreng), mens de på den anden side også ser piger og drenge som biologisk forskellige. Selvom praktikerne overvejende synes at betragte køn som noget, der skabes i en social sammenhæng, synes det genetiske grundlag for børnenes adfærd også at være dybt forankret i praktikernes opfattelser af køn. Dette kommer bl.a. til udtryk via udtalelser som ”Lad drenge være drenge og piger være piger”. Ifølge forfatterne indikerer dette, at drenge og piger muligvis ikke har lige muligheder i dagtilbud, noget, som praktikerne på den anden side afviser. Retorisk er praktikerne orienteret mod forestillinger og værdier om lighed, hvor intentionen er at behandle alle børn ens uanset køn.

Et andet dilemma relaterer sig til opfyldelsen af læreplanens mål, hvor praktikerne på den ene side kæmper for at fremme kønslighed (gender equality) og for at påvirke børnene til ikke at tilslutte sig kønsstereotyper, mens de på den anden side forsøger at tage højde for det enkelte barns perspektiv og interesser. Dette kom fx til udtryk, ved at drengene blev opfordret til at tage fine kjoler på og lege prinsesser, mens det syntes at være et problem, når en pige kom i daginstitution iført pænt og skrøbeligt tøj, eftersom det blev anset for at være uegnet til at lege i.

Design

Datamaterialet består af 10 fokusgruppeinterview med praktikere (alt personale, som arbejder med børn i dagtilbud, uanset uddannelsesbaggrund) fra otte svenske dagtilbud (preschools). Hver gruppe bestod af ca. syv praktikere og én forsker, som styrede interviewet. Størstedelen af informanterne var kvinder (95 %) mellem 20 og 65 år. Lydoptagelser og transskriptioner af interviewene danner grundlag for analysen.

Referencer

Emilson, A., Folkesson, A.-M., & Moqvist-Lindberg, I. (2016). Gender Beliefs and Embedded Gendered Values in Preschool. International Journal of Early Childhood 48(2), 225-240.

Opdragsgiver

Undersøgelsen er del af det nordiske forskningsprojekt Values education in Nordic preschools: Basis of education for tomorrow (ValuEd), som er financieret af NordForsk