Første-fots-erfaringer gjennom vandring – de yngste barnas samspill med omgivelsene i barnehagen

Forfatter
Myrstad, A., & Sverdrup, T.
Kilde
I: Gulpinar, T., Hernes, L., & Winger, N. (red.). Blikk fra barnehagen, s.97-118. Oslo: Fagboksforlaget.
År
2016
ISBN
27873353

Formål

Studiets formål er at undersøge, hvordan de yngste børns vandringer har forskellig karakter og afspejler forskellige forhold i dagtilbuddets fysiske og sociale omgivelser. Vandringer involverer, hvordan børn under 2 år bevæger sig rundt og ”går på opdagelse” i dagtilbuddet.

Resultat

Forfatterne præsenterer to eksempler på vandringer, der viser, hvordan børns vandring afspejler forskellige forhold i dagtilbuddets fysiske og sociale omgivelser.

Det første eksempel på en vandring foregår over et forholdsvist stort område i dagtilbuddet. Forfatterne finder, at åbne døre i dagtilbuddet giver barnet mulighed for at bevæge sig væk fra sin egen stue (base). Den frie mobilitet giver barnet mulighed for at udforske og finde nye handlemuligheder. Gennem vandringen møder barnet både mennesker og objekter. Barnet henvender sig til de voksne, og de voksne henvender sig også til barnet. Studiet viser, at barnet udforsker nogle af de objekter, hun møder på sin vej, fx en gåvogn. Under vandringen observerer forfatterne ingen konflikt mellem barnet og de øvrige børn eller voksne i dagtilbuddet. Ifølge forfatterne fremstår barnet generelt glad og tilfreds.

Det andet eksempel på en vandring foregår på et afgrænset område i dagtilbuddet. Barnet befinder sig på sin egen stue og kan ikke bevæge sig frit mellem de forskellige stuer i dagtilbuddet. Forfatterne observerer, at der er relativt lidt legetøj tilgængeligt set i lyset af, hvor mange børn der er på stuen. Mange af legetøjshylderne i børnehøjde er tomme. Forfatterne observerer mange konflikter i løbet af denne vandring – konflikter, der primært handler om at være en del af eller ikke være en del af en leg. Forfatterne fremhæver, at barnet mangler støtte til at komme ind i legene, og at pædagogerne og pædagogmedhjælperne ikke er tilgængelige for barnet. Forfatterne konkluderer, at pædagogerne kommer til at agere som brandslukkere i konflikter på stuen frem for at forebygge, at konflikterne opstår. Ifølge forfatterne udtrykker barnet ikke glæde og tilfredshed men fremstår ”følelsesmæssigt flad” (følelsesmessig flat).

Design

Forskerne har foretaget etnografisk feltarbejde i tre dagtilbud, hvor de benyttede en walking along-teknik. Det betyder, at forskerne observerede og gik sammen med de yngste børn (under 2 år) i dagtilbuddet for på den måde at opnå nærhed i forhold til det enkelte barns erfaringsverden. Datamaterialet består af feltnoter og videooptagelser, som blev kodet og analyseret med fokus på barnets samvær og aktiviteter med andre børn og voksne i dagtilbuddet, barnets aktivitet med materielle objekter samt barnets skiften mellem aktiviteter og ændring af kurs.

Referencer

Myrstad, A., & Sverdrup, T. (2016). Første-fots-erfaringer gjennom vandring – de yngste barnas samspill med omgivelsene i barnehagen. I: Gulpinar, T., Hernes, L., & Winger, N. (red.). Blikk fra barnehagen, s.97-118. Oslo: Fagboksforlaget.

Opdragsgiver

Uoplyst