Food as a tool for learning in everyday activities at preschool: an exploratory study from Sweden

Forfatter
Sepp, H., & Höijer, K.
Kilde
Food & Nutrition Research 60(1), 32603.
År
2016
ISBN
27392534

Formål

Studiets formål er at undersøge pædagogers (preschool teachers) erfaringer med at bruge mad som redskab til læring i planlagte pædagogiske aktiviteter.

Resultat

Overordnet konkluderer forfatterne, at det er muligt for pædagogerne at bruge mad som redskab til læring såvel i planlagte pædagogiske aktiviteter som i måltidssituationer i dagtilbuddet. Resultaterne viser, at det kræver pædagoger, som er interesserede og selvsikre, og som anerkender, at børn er kompetente, når det kommer til mad. Pædagogerne skal fx lade børnene sætte ord på det, de oplever. Hvis pædagogerne møder mangel på støtte fra pædagogiske ledere eller køkkenpersonale, er det svært for dem at bruge mad som redskab til læring på en meningsfuld og langsigtet måde.

De deltagende pædagoger peger på en række fordele og barrierer ved at bruge mad som redskab til læring i såvel planlagte pædagogiske aktiviteter som under måltider i dagtilbuddet. En del af pædagogerne opfatter de introducerede pædagogiske metoder som inspirerende, konkrete og lette at arbejde med. Ifølge pædagogerne betød dette, at børnene blev mere positive overfor at smage på nye madvarer, samtidig med at børnene fx øvede sig i at sige nej tak til bestemte madvarer og forklare hvorfor. De mest afgørende barrierer er mangel på støtte fra pædagogiske ledere og dårligt samarbejde med køkkenpersonalet. Derudover nævnes børnenes unge alder og et begrænset verbalt sprog, antallet af pædagoger samt mangel på tid som faktorer, der er hindrende for projektet.

Design

Studiet anvender et eksplorativt design i tre faser. Først blev de deltagende pædagoger introduceret til to specifikke pædagogiske metoder, henholdsvis ’Sansepædagogik’ (Sensory education), som også kaldes ’Sapere’, og ’Lav mad og lær trin-for-trin’ (Cook and learn step-by-step). Førstnævnte metode er udviklet til at støtte børns sanseevner og sprog, hvilket gøres ved at opfordre børnene til at opleve mad med alle deres sanser og derefter sætte ord på deres oplevelser, når de smager på, lugter og lytter til samt rører ved forskellige slags mad. Sidstnævnte metode er udviklet til at støtte børn i dagtilbud i at bage eller lave mad ved hjælp af en række kort med billeder og tekst. Ud over denne introduktion modtog pædagogerne ingen specifik oplæring i at bruge mad i planlagte pædagogiske aktiviteter. I anden fase arbejdede pædagogerne selvstændigt med de nævnte metoder i et år, og i tredje og sidste fase indsamlede forskerne data i form af enkelt- og gruppeinterview med pædagogerne. I alt 131 pædagoger fra 14 dagtilbud (preschools) deltog, og forskerne foretog 20 interview med 45 af de deltagende pædagoger. I alt 10 gruppeinterview blev udvalgt til analysen.

Referencer

Sepp, H., & Höijer, K. (2016). Food as a tool for learning in everyday activities at preschool: an exploratory study from Sweden. Food & Nutrition Research 60(1), 32603, DOI: 10.3402/fnr.v60.32603

Opdragsgiver

Gastronomiska Akademien