Distans, disciplin och dogmer – om ett villkorat lyssnande i förskolan: En studie av lyssnandet i en Reggio Emiliainspirerad pedagogik

Forfatter
Folkman, S.
Kilde
Barn- och ungdomsvetenskapliga institutionen, Stockholms universitet.
År
2017

Formål

Formålet med afhandlingen er at undersøge, hvordan forskellige aspekter af det at lytte (lyssnande) kommer til udtryk i en Reggio Emilia-inspirereret pædagogik. Forskningsspørgsmålene er: Hvordan tager selve lytte-akten sig ud, dvs. hvad konstituerer en lyttende tilgang, og hvordan beskriver børn deres oplevelser af at lytte og blive lyttet til i en dagtilbudskontekst? Hvordan viser barnets stemme sig – hvilke af børnenes forskellige interesser møder gensvar, og hvilke gør ikke? Hvad er det muligt at tænke om dagtilbudspraksis i en Reggio Emilia-inspireret pædagogik, og hvordan udfolder diskussion og uenighed sig?

Resultat

Ifølge forfatteren peger resultaterne på, at det at lytte i de Reggio Emilia-inspirerede dagtilbud indordnes under specifikke lytte-teknikker, som styrer pædagogernes opmærksomhed i en bestemt retning og trækker dem væk fra det umiddelbare og spontane. Lytte-teknikkerne sætter endvidere børnenes vidensdannelse ind i nogle givne rammer og styrer dem i en bestemt retning, ligesom dagtilbuddenes organisation og det pædagogiske miljø sender et budskab til børnene om, hvad der betragtes som ønskværdigt og værdifuldt i dagtilbuddets praksis. Endelig tyder resultaterne ifølge forfatteren på, at den Reggio Emilia-inspirerede pædagogik, som udfoldes i de undersøgte dagtilbud, bærer på en kultur, hvor man som pædagog undgår at sætte spørgsmålstegn ved det, man oplever som problematisk ved den pædagogiske praksis. Pædagogerne indordner sig i stedet under Reggio Emilia-pædagogikkens rammer.

Design

Det empiriske materiale består af 19 interviews med pædagoger og 18 interviews med børn i alderen 3-5 år. Interviewene med pædagoger fra Reggio Emilia-inspirerede dagtilbud har til formål at give et indblik i pædagogernes refleksioner om det at lytte i deres egen praksis. Børneinterviewene tager udgangspunkt i 13 spørgsmål, som omhandler børnenes oplevelser af at lytte og blive lyttet til i dagtilbuddet. Interviewsvarene tolkes ud fra udviklingspsykologisk teori ifølge Daniel Stern og diskursanalytiske perspektiver, som de ses hos bl.a. Michel Foucault.

 

Referencer

Folkman, S. (2017). Distans, disciplin och dogmer – om ett villkorat lyssnande i förskolan: En studie av lyssnandet i en Reggio Emiliainspirerad pedagogik. Licentiatavhandling. Barn- och ungdomsvetenskapliga institutionen, Stockholms universitet.