De yngste barnas nonverbale sosiale handlingsreportoar: slik det utvikler seg og kommer til uttrykk i norske barnehager

Forfatter
Nome, D. Ø.
Kilde
Doktoravhandling. Universitetet i Agder.
År
2017

Formål

Afhandlingens overordnede formål er at undersøge, hvordan små børn, som endnu ikke har et fuldt udviklet verbalt sprog, udforsker og afprøver forskellige måder at være social på, i en norsk dagtilbudskontekst. Med begrebet social menes ikke bare børns relationer til andre børn eller voksne, men også børns relationer til ting og de institutionelle rammer og rutiner samt børns kropslige udtryk, lyde og rytmer.

 

Resultat

Afhandlingens første artikel viser, hvordan små børn afprøver måder at være social på, som åbner op for mere stabile og eksklusive relationer med jævnaldrende og sociale fænomener som venskab og konflikter. Forfatteren peger på dagtilbuddet som en særskilt institutionel kontekst bestående af ejerløse ting og steder, som børn hele tiden må tilegne sig midlertidig brugsret over, hvilket præger små børns sociale afprøvninger. Overordnet viser analysen, hvordan små børn bruger både ting og handlinger såsom medbragte, private genstande, løfter om at komme med hinanden hjem og at lægge hovederne tæt ind til hinanden og hviske, som forsøg på at skabe en mere privat relation i det ellers åbne, offentlige rum, som dagtilbuddet udgør. Ifølge forfatteren bliver sådanne handlinger med sociale betydninger og børnenes private genstande en værdifuld ressource i børnegruppen, som børnene bruger aktivt, og som giver børnene magt til at etablere og vedligeholde eksklusive, private relationer med begrænsede adgangsmuligheder for andre.

I en anden artikel viser forfatteren, hvordan ting såsom små legetøjsdyr, DUPLO-klodser og legetøjsbiler har en stor betydning for små børns muligheder for at gøre sig sociale erfaringer i dagtilbuddet. Artiklen belyser med andre ord den sociale betydning, som små ting har i dagtilbuddet, dvs. de ting, som børnene har i deres hænder, og som forlænger børnenes kroppe og dermed giver børnene bestemte handlingsmuligheder i rummet, men også bestemte begrænsninger. Studiet viser, at ting fungerer som indgangsbilletter til deltagelse i aktiviteter med et bestemt indhold, som så at sige er indbygget i tingene, og at ting bidrager til at give børnene forskellige former for bevægelighed i rummet. Ting forstyrrer og distraherer for at afbryde igangværende aktiviteter og derved skabe rum for nye sociale afprøvninger, ligesom tingenes indbyrdes hierarkiske orden bidrager til at udtrykke den sociale orden i børnegruppen. Ting giver derved børnene forskellige muligheder for positionering. Forfatteren peger på, at børnenes valg af ting, placeringen af tingene og reglerne for brugen af tingene er med til at bestemme, hvilke sociale erfaringer børnene gør sig i dagtilbuddet.

Endelig viser forfatteren i en tredje artikel, hvordan små børn bruger musiske udtryk i form af lyd og rytmer med ting, stemme eller krop for at skabe fællesoplevelser af mening men også for at tage nye initiativer i børnegruppen. Studiet viser, at små børn ofte bruger lyde uden ord og rytmer som en måde at invitere jævnaldrende ind i en aktivitet på, og at børnenes lyde er uløseligt forbundet med deres ekspressive, kropslige udtryk. Ifølge forfatteren synger og danser børnene sig bogstaveligt talt vej til deltagelse med andre, hvilket sker som et rytmisk skift mellem det at falde i med gruppen og at skille sig ud. Ifølge forfatteren eksisterer begge skift gensidigt som hinandens forudsætninger. Resultaterne peger derved på, at lyd og rytme spiller en vigtig rolle i børnenes forsøg på at holde en aktivitet i gang og en børnegruppe samlet. Lyde og rytmer bruges til at udvikle en følelse af fællesskab i børnegruppen, men kan også udgøre et barns muligheder for at ”indtage scenen” og derved skille sig ud. Ifølge forfatteren indikerer disse resultater, at små børns sociale liv i dagtilbuddet er uafhængigt af verbalt sprog, men at små børns deltagelse i dagtilbuddets sociale liv derimod afhænger af lyde og ekspressive bevægelser.

Design

Data er indsamlet i to dagtilbud (barnehager), hvor forfatteren har foretaget sammenlagt to måneders etnografisk feltarbejde. I alt 28 børn i alderen 2-3 år og 10 ansatte (fire pedagoger, fire fagarbeidere og to lærlinger) deltog. Forfatteren har foretaget videoobservationer af fri leg og andre børneinitierede aktiviteter og deltagerobservationer af voksenstyrede aktiviteter såsom måltider og samling. I afhandlingen indgår i alt fire artikler, som undersøger studiets problemstilling ud fra forskellige teoretiske perspektiver som aktør-netværk-teori (ANT), teori om kommunikativ musikalitet og Hannah Arendts begreb om handling. Én af disse artikler består af en teoretisk og filosofisk diskussion frem for en empirisk undersøgelse og indgår derfor ikke her.

Referencer

Nome, D. Ø. (2017). De yngste barnas nonverbale sosiale handlingsreportoar: slik det utvikler seg og kommer til uttrykk i norske barnehager. Doktoravhandling. Universitetet i Agder.

Opdragsgiver

Foreldreutvalget for Barnehager og Grunnskoler (FUB/FUG).