Formål
Studiet udforsker, hvilke elementer børnehavebørn foretrækker i børnehavens udeområde, og hvordan børnene oplever og bruger de forskellige dele af udeområdet, både før og efter installationen af nye miljøelementer, som havde til formål at fremme de naturlige økosystemer. Forskningsspørgsmålene er: 1) Hvilke elementer i børnehavens udeområde er børnenes favoritter, og hvilke muligheder giver de? 2) Hvordan opfatter børnene de nye miljøelementer, som skal fremme økosystemer, i børnehavens udeområde?
Resultat
Resultaterne viser, at få børn udviste spontan interesse for de nyinstallerede miljøelementer, som eksempelvis insekthoteller. Analysen antyder dog, at dette kan skyldes, at børnene ikke var tilstrækkeligt involveret i udviklingen af udeområdet og fik begrænsede muligheder for at udforske de forskellige elementer og funktioner. Dette betyder ikke nødvendigvis, at børnene ikke var interesserede, men heller ikke, at de ikke havde muligheden for at opdage og sætte pris på de nye elementer. Forskerne anbefaler derfor, at børn i højere grad involveres i initiativer med henblik på at forbedre børnehavens udeområder.
Design
23 børn på fire år fra fem svenske børnehaver deltog i studiet. Datamaterialet blev indsamlet ved brug af walk-and-talk-samtaler, som blev lydoptaget. Under disse sessioner, som primært var en-til-en mellem forsker og barn (i to tilfælde fulgtes to børn med forskeren), blev børnene bedt om at vise og fotografere deres favoritsteder i børnehavens udeområde. Børnene blev opfordret til at forklare, hvad de kunne lide ved stedet, hvordan de brugte det, og om de plejede at tilbringe tid der alene eller sammen med andre. Walk-and-talk-samtalerne blev gentaget et år senere, hvor børnehaverne havde installeret nye miljøelementer for at fremme de naturlige økosystemer. De samme børn deltog, og de fik de samme spørgsmål som ved den første session.
Referencer
Almers, E., Askerlund, P., Samuelsson, T., Waite, S. (2021). “Children’s preferences for schoolyard features and understanding of ecosystem service innovations–a study in five Swedish preschools”. Journal of adventure education and outdoor learning, 21(3):230-246.
Opdragsgiver
Formas, Sverige