Berättelser som redskap för att föra och följa resonemang

Studiet har fokus på, hvordan børn skaber og kommunikerer mening i form af fortællinger (berättelser) udtrykt både gennem verbalt sprog og via tegninger. Studiets formål er at undersøge, hvordan 5-årige børn i dagtilbud på forskellig vis ræsonnerer, når de selv skaber fortællinger ud fra et på forhånd givet tema. Dette undersøges ved at udfordre børnenes måde at udarbejde og lede frem til ræsonnementer på (att föra och följa resonemang) gennem fortællinger. Et ræsonnement i en fortælling kan fx følge naturvidenskabelige fænomeners årsag og virkning, men det kan også kæde erfaringer og erindringer om en imaginær hændelse sammen.

Overordnet viser resultaterne, at det kulturelle værktøj, som børnene tilbydes i form af den narrative opgave (dvs. fortællestrukturen), bruges af en stor del af børnene til at skabe traditionelle fortællinger. Trods dette peger studiet på, at den måde, hvorpå børn skaber mening i form af deres fortællinger, ud fra deres evner og erfaringer, kan have flere forskellige udtryk og kan tolkes som logiske ræsonnementer, set fra barnets perspektiv.

Forfatterne finder, at børns viden om indholdet i fortællingerne og deres begrebsforståelse spiller en vigtig rolle for, hvordan fortællingerne bruges som redskab for ræsonnement. Studiet viser, at nogle strukturer og kommunikationsværktøjer, medieret af kultur og social kontekst, ville være uanvendelige for børnene, hvis børnene ikke allerede havde en vis begrebsmæssig forståelse. For at børnene kan udvikle deres evne til at ræsonnere inden for narrative strukturer, må de blive bevidste om de eksplicitte og abstrakte strukturer, der findes i en fortælling, og hvordan disse kan være repræsenteret i ord, billeder og andre symboler.

Studiet viser, at børnene bruger forskellige kulturelle redskaber i form af narrative mønstre, når de skaber deres egne fortællinger. I analysens første del inddeles disse narrative mønstre i tre typer af fortællinger: (1) fortællinger med eventyrstruktur, (2) ekspressionistiske og fragmentariske fremstillinger og (3) fortællinger med fokus på vejr og skiftende årstider. I analysens anden del kategoriseres børnenes modsatte fortællinger ud fra relationen mellem de oprindelige fortællinger og de modsatte fortællinger. Forfatterne inddeler her børnenes modsatte fortællinger i fire typer af ræsonnement: (1) variation af oprindelig fortælling, (2) videreudvikling af oprindelig fortælling, (3) fokus på begrebet modsat og (4) fokus på vejr og skiftende årstider.

Data er indsamlet i to dagtilbud (förskoler), hvor 17 5-årige børn blev udvalgt til at deltage i studiet. Børnene blev stillet den samme narrative opgave, der tager udgangspunkt i et stykke papir opdelt i tre lige store ”billedrammer”. I den første ramme ses en tegning af en snemand, der er placeret til højre for et træ, under en skinnende sol. De næste to rammer er blanke. Hensigten med opgaven er at tilbyde børnene et kulturelt redskab (en fortælling) og en struktur, som de genkender fra andre fortællinger (begyndelse, midte og slutning), som kan hjælpe børnene med at skabe deres egen fortælling. En forsker eller en pædagog (lärare) introducerede de enkelte børn til opgaven ved at sige: ”Se, der er en snemand på papiret her. Det er begyndelsen på en fortælling, men den midterste del og slutningen er væk. Find på, hvad der sker efter det første billede. Tegn fortsættelsen på fortællingen, hvad der sker i midten, og hvordan den slutter. Derefter kan du fortælle mig hele historien”. Selvom illustrationen af fortællingens begyndelse var ens for alle de deltagende børn, kunne børnene frit tolke den indledende illustration og derefter udforme fortsættelsen af fortællingen. Efter at have tegnet og fortalt sin oprindelige historie fik barnet til opgave at tegne og fortælle en modsat fortælling på et nyt og identisk stykke papir, hvor tegningen af snemanden nu illustrerede afslutningen på en fortælling. Datamaterialet består af lydoptagelser af og noter om børnenes fortællinger samt de illustrationer, som børnene tegnede, mens de fortalte deres historier.

Björklund, C., Nilsen, M., & Pramling Samuelsson, I. (2016). Berättelser som redskap för att föra och följa resonemang. Nordisk Barnehageforskning 12(5), 1-18.