Bekymringsbarn blir til: En institusjonell etnografi av tidlig innsats som styringsrasjonal i barnehagen

Formålet er at undersøge, hvordan tidlig indsats gøres og er socialt organiseret i dagtilbud, og hvad tidlig indsats gør set fra dagtilbudsmedarbejderes (barnehageansattes) ståsted. Forfatteren ser tidlig indsats som et uklart og komplekst fænomen, der kan rumme forskellige forståelser. Overordnet handler tidlig indsats om at have særlig opmærksomhed på de mindste børn (0-6 år) og om at handle hurtigt, når bekymringer opstår, og problemer identificeres. Afhandlingen har fokus på medarbejdernes bekymringer for børn, deres forståelser af normalitet og afvigelse samt deres refleksioner, handlinger og erfaringer med hensyn til tidlig indsats.

Forfatteren finder, at medarbejdernes bekymringer for et barns livskvalitet og udvikling ofte opstår som en ubehagelig mavefornemmelse, der baserer sig på observationer af barnet eller barnets samspil med andre. I analysen finder forfatteren tre typer af bekymringstegn, dvs. bekymringer, som knytter sig til: 1) egenskaber ved barnet eller barnets adfærd, 2) forhold ved barnets familie og 3) forskellige konkrete eller visuelle tegn såsom blå mærker eller slidt tøj. Ifølge forfatteren gør de forskellige bekymringstegn noget, når de får en betydning som bekymringsmarkører, og det er som oftest en kombination af disse tre tegn, som vækker bekymring hos medarbejderne.

Forfatteren identificerer to typer bekymring hos medarbejderne: udviklingsbekymringer, som handler om forsinkelser eller afvigelser i barnets sociale, sproglige eller motoriske udvikling, og omsorgsbekymringer, som omhandler forhold ved barnets omsorgssituation, der anses for at være utilfredsstillende og negative for barnet. Omsorgsbekymringer drejer sig ofte om, at der er noget i relationen mellem barnet og hans/hendes forældre/værger, som vækker uro hos medarbejderne. Ifølge forfatteren legitimeres udviklingsbekymringer ud fra en forståelse af normaludvikling, der har rødder i udviklingspsykologi, hvorimod omsorgsbekymringer ofte er vanskeligere at legitimere.

Studiet viser, at medarbejdernes bestemmelse af, hvilken slags bekymring der er tale om, ofte indebærer en ’tekstliggørelse’ af barnet, hvilket handler om at retfærdiggøre og dokumentere bekymringen på en legitim måde. Studiet viser, at tidlig indsats bl.a. handler om at kategorisere børn som forskellige typer, som f.eks. ”et barn med forsinket udvikling” eller ”et barn i risiko”. Denne kategorisering af barnet er bl.a. afgørende for det videre handlingsforløb og for medarbejdernes tværfaglige samarbejde med andre fagpersoner uden for dagtilbuddet.

Udgangspunktet for afhandlingen er indsatsen ”Tidlig innsats – for god start”, som blev gennemført i to kommuner i Aust-Agder fra 2010 til 2014. Målet var at forbedre den tidlige indsats i de to kommuner ved bl.a. at styrke samarbejdet mellem dagtilbudsmedarbejdere og andre kommunale fagpersoner. Derudover blev medarbejdere i og omkring dagtilbud tilbudt undervisning i observations- og vurderingsmetoden ”Kvello-modellen”, som kan bruges til at identificere børn i risiko. Modellen indbefatter bl.a. en liste over risiko- og beskyttelsesfaktorer, som påvirker børns livskvalitet og udviklingsmuligheder. Hovedparten af datamaterialet består af individuelle interviews og gruppeinterviews med 14 medarbejdere i fire dagtilbud (barnehager) fordelt på de to kommuner samt observation af personalemøder og kurser i ”Kvello-modellen”. Forfatteren har også foretaget individuelle interviews og gruppeinterviews med ansatte i socialforvaltningen (barnevernstjeneste), PPR (Pedagogisk-psykologisk tjeneste) og sundhedsplejen (helsestasjon) i de to kommuner samt observationer af bl.a. tværfaglige møder.

Nilsen, A. C. E. (2017). Bekymringsbarn blir til: En institusjonell etnografi av tidlig innsats som styringsrasjonal i barnehagen. Avhandling for graden doctor philosophiae i samfunnsvitenskap. Universitetet i Agder, Fakultet for samfunnsvitenskap.