Opportunities for and obstacles to science in preschools: views from a community perspective

Forfatter
Sundberg, B., Areljung, S., Due, K., Ekström, K., Ottander, C. & Tellgren, B.
Kilde
International Journal of Science Education, 40(17):2061-2077
År
2018

Formål

Formålet med studiet er at undersøge generelle mønstre for, hvordan kulturelle og historiske faktorer spiller ind på udformningen af naturfagsaktiviteter i svenske førskoleklasser. Undersøgelserne blev forankret i aktivitetsteori, og fokus er på, hvordan praksisfællesskabet og læringskulturen i de respektive førskoler påvirker børns læring. Forskningsspørgsmålet var: Hvordan påvirker førskolekulturer førskolelæreres udformning af naturfagsaktiviteter?

Resultat

Børnene i samtlige førskoler fik mulighed for at deltage i naturfaglige aktiviteter. Førskolerne tog et bredt spektrum af tilgange til naturfaget i brug, som f.eks. observationer af forskelle, æstetiske metoder, konkret/konceptuel forståelse, historiefortælling, fantasier og leg, frie naturoplevelser og eksperimenter. Stærke praksisfællesskaber producerede stærkere relationer mellem læringsmål og læringsudbytte. Stærke praksisfællesskaber kendetegnes ved fælles værdier knyttet til undervisernes rolle for børnenes læring. I stærke praksisfællesskaber med en læringskultur, der tog udgangspunkt i naturfagligt indhold, blev det faglige indhold kommunikeret tydeligere til børnene end i stærke praksisfællesskaber, der tog udgangspunkt i børnenes interesser. Sidstnævnte fællesskab udtrykte en frygt for at skolificere aktiviteterne med det resultat, at underviserne forholdt sig mere passive og lod børnene styre mange af aktiviteterne selv.  I svage praksisfællesskaber blev undervisningen, læringsmålene, aktiviteterne og læringsudbyttet fragmenteret og utydeligt. Forskerne konkluderer således, at strukturer og holdninger i praksisfællesskabet spiller en vigtig rolle for udformningen af naturfaglige aktiviteter i førskolen.

Design

Dataindsamlingen fandt sted i 14 svenske førskoler, primært fra byområder, der havde adgang til natur i nærområdet. Flertallet af deltagerne var børnehavepædagoger med universitetsuddannelse, men nogle var medarbejdere med relevant faguddannelse. Samtaler med deltagerne om deres tanker og idéer relateret til naturfagsundervisning i førskolen blev optaget på lydbånd eller video. Forskerne observerede derefter naturfagsaktiviteter og -undervisning i førskolerne. De observerede forløb blev optaget på video, og der blev taget feltnotater. Pædagogerne og de faguddannede medarbejdere deltog derefter i samtaler om observationsvideoerne, og også disse samtaler blev optaget på lydbånd/video. Derefter blev der gennemført semistrukturerede en-til-en-interviews med deltagerne.

Referencer

Sundberg, B., Areljung, S., Due, K., Ekström, K., Ottander, C. & Tellgren, B. (2018). «Opportunities for and obstacles to science in preschools: views from a community perspective». International Journal of Science Education, 40(17):2061-2077.