Formål
Studiet undersøger børnehavebørns erfaringer, tanker og idéer om, hvad der er gode og ønskelige måltider i børnehaven. Et andet formål er at skaffe mere viden om, hvordan man bedst kan gå frem metodologisk for at opfange børnehavebørns meninger. Det overordnede mål er at udvikle og forbedre måltiderne i børnehaven ved at lytte til, hvad børnene mener om, hvad et godt måltid bør være.
Resultat
Resultaterne viser, at børnene var optaget af, at et godt måltid skulle være hyggeligt og legende, men samtidig, at det var vigtigt at fokusere på regler og god bordskik. Børnene lagde vægt på, at ikke kun maden, men også andre aspekter ved måltidet, som f.eks. hvad der skulle stå på bordet, og hvordan rummet skulle se ud, var vigtigt. Forskeren bag projektet mener, at studiet viser, hvordan deltagende visuelle metoder kan få børnenes meninger frem om, hvad et godt måltid i børnehaven bør indeholde. Hun mener, at metodens styrke er evnen til at skabe legende og samtidig fleksibelt og inkluderende grundlag for at udveksle idéer mellem børn og voksne. Ved at lytte til børnenes stemmer kan deres perspektiver også inkluderes for at få en bedre forståelse og et bedre fundament for udvikling og forbedring af måltider i børnehaven.
Design
De empiriske data blev indsamlet i en kommunal børnehave i København, der var specielt interesseret i at forbedre den mad, der blev serveret til børnene. Den udvalgte gruppe bestod af 21 børn, 13 piger og otte drenge fra fire til seks år på observationstidspunktet. Maden i børnehaven blev lavet i børnehavens eget køkken og blev serveret for børnene. Studiet består af tre faser. I første fase blev måltiderne observeret, så forskerne kunne lære børnene og børnehavens måltidsrutiner at kende. I fase to blev den udvalgte gruppe inddelt i mindre grupper, hvor de blev bedt om at tegne, hvad de forestillede sig var et godt måltid i børnehaven, både hvad der skulle være på bordet, og hvordan det rum, de spiste i, skulle se ud. Børnene fik papirark, hvor vægge, vinduer og døre allerede var tegnet ind. Derudover havde børnene færdig udklippede billeder af møbler, service og mad og drikke samt farveblyanter, maling og pensler. Efter den visuelle aktivitet blev børnene sat sammen i fokusgrupper, hvor de talte om deres tegninger, og hvad de mente var vigtigt at inkludere i et godt måltid i børnehaven.
Referencer
Nyberg, M. (2019). "Children’s Pictures of a Good and Desirable Meal in Kindergarten — A Participatory Visual Approach". Children & Society, 33(1):471–487.
Opdragsgiver
Københavns Madhus, Danmark Marie Sklodowska-Curie individuelle stipendium for internationale forskere, EU Mobility for Growth, EU