Formål
Studiet undersøger, hvordan religiøse regler forbundet med mad håndteres i daginstitutioner. Der fokuseres særligt på børns forståelse af halal-mad under måltider. Forskningsspørgsmålet lyder: Hvordan håndterer pædagoger og børn religiøst baserede madregler i en kulturelt sammensat daginstitution, og hvordan påvirker denne pædagogiske kontekst børnenes forståelse af og forhandlinger om religion og nationalitet?
Resultat
Resultaterne viser, at personalet i daginstitutionen stræber efter at være inkluderende og derfor forsøger at nedtone de religiøse forskelle forbundet med mad. Dette bidrager til et positivt fællesskab i institutionen. Samtidig kan denne tilsløring af religionsforskelle føre til andre former for eksklusion og resultere i, at børn udvikler misforståelser om religion og nationalitet. Selvom børnene spiste forskellig mad, var der ingen, der forbandt dette med religion. Nogle børn forbandt dog halal-mad med hudfarve eller det at komme fra et andet land end Norge.
Design
Studiet er baseret på 24 dages feltarbejde i en religiøst mangfoldig norsk daginstitution med i alt 57 børn i alderen tre til seks år. 43 af børnene deltog i studiet, heraf 11, der spiste halal-mad. Datamaterialet bygger på feltnotater fra observationer i institutionen. Derudover deltog 30 af de ældste børn i gruppeinterviews med to til fire børn fordelt på 11 grupper. Interviews blev optaget og efterfølgende tematisk analyseret i kombination med observationsdata.
Referencer
Iversen, R. L. (2023). The convivial concealment of religion: Navigating religious diversity during meals in early childhood education – A Norwegian case. British Journal of Religious Education, 45(3), 263–276.
Online year: 2022
Issue year: 2023
Review year: 2022