Formål
Studiet undersøger, om implementeringen af konceptet Trille & Tumle – børn i bevægelse påvirker vuggestuers organisatoriske og fysiske rammer i arbejdet med at styrke børns motoriske udvikling.
Resultat
Resultaterne viser, at konceptet Trille & Tumle – børn i bevægelse førte til væsentlige ændringer i vuggestuerne. Det bidrog til ændringer i organiseringen af hverdagen i vuggestuerne samt et øget fokus på motorisk udvikling. Det førte også til positive ændringer i institutionernes fysiske rammer og retningslinjer, som bidrog til at give børnene bedre forudsætninger for motorisk udfoldelse.
Design
Studiet er baseret på en tematisk analyse af data fra spørgeskemaer, interviews og observationer fra 36 vuggestuer i Høje-Taastrup Kommune i Danmark. Lederne fra hver vuggestue besvarede et spørgeskema både før og efter implementeringen af konceptet Trille & Tumle – børn i bevægelse. Derudover blev der udført semistrukturerede interviews med tre udvalgte ledere med fokus på deres oplevelse af konceptet. Desuden består datamaterialet af observationsnotater fra seks evalueringsdage, som vuggestuelederne deltog i.
Referencer
Pedersen, M. R. L., & Ibsen, B. (2023). Implementering af en kommunal indsats: Ændringer i de organisatoriske og fysiske rammer for børns motoriske udvikling. Paideia, (25), 21–35.