ECEC Teachers’ Reported Practices and Attitudes Toward Read-Alouds in Nordic Multilingual Classrooms

Back to front page
Forfatter
Hofslundsengen, H., Magnusson, M., Norling, M., Tjäru, S., Hjetland, H. N., Alatalo, T.
År
2023

Formål

Studiet undersøger den praksis pædagoger rapporterede samt deres holdninger til højtlæsning i flersprogede børnehaver i Finland, Norge og Sverige. Forskerne undersøger, om og hvordan disse praksisser varierer afhængigt af antallet af flersprogede børn i dagtilbuddene. Forskningsspørgsmålene er:

  1. Adskiller hyppigheden af højtlæsning sig hos pædagoger med mange flersprogede børn sig fra pædagoger med færre flersprogede børn?
  2. Adskiller de sig i deres holdninger til tilrettelæggelse af højtlæsning?
  3. Adskiller de sig i brugen af dialogisk læsestil?
  4. Vælger pædagogerne forskellige bøger til flersprogede børn, og hvad kendetegner i så fald deres begrundelser?

Studiet sigter mod at bidrage til en øget forståelse af højtlæsning som en central del af tidlig sprogudvikling i et flersproget læringsmiljø.

Resultat

De fleste pædagoger rapporterede, at de ofte havde højtlæsning, uden væsentlige forskelle i hyppighed baseret på børnenes sproglige sammensætning. Pædagoger med mange flersprogede børn prioriterede dog oftere målrettet læsning og dialogiske metoder, der inddrog børnenes aktive deltagelse. Nogle pædagoger foretrak enklere tekster til flersprogede børn, hvilket kan indikere en opfattelse af, at disse børn har behov for simplere indhold. Forskerne bag studiet vurderer, at resultaterne understøtter teorier om stilladsering, men advarer om, at denne praksis også kan føre til forskelle i læringsmuligheder. Studiet fremhæver behovet for inkluderende metoder, der værdsætter børnenes sproglige baggrunde.

Design

Datamaterialet består af en spørgeskemaundersøgelse om pædagogers rapporterede praksis for højtlæsning i flersprogede dagtilbud. Undersøgelsen omfattede spørgsmål om hyppigheden af højtlæsning, pædagogernes holdninger til højtlæsning samt valg af bøger til flersprogede børn. Deltagerne var 170 pædagoger fra Finland, Norge og Sverige, som alle havde erfaring med flersprogede børn. De børn, der blev læst højt for, var i alderen ét til seks år.

Referencer

Hofslundsengen, H., Magnusson, M., Norling, M., Tjäru, S., Hjetland, H. N., & Alatalo, T. (2023). ECEC Teachers’ Reported Practices and Attitudes Toward Read-Alouds in Nordic Multilingual Classrooms. Nordic Journal of Literacy Research, 9(2), 20–37.