Formål
Studiet undersøger hverdagslige sociale interaktioner i et svensk dagtilbud, hvor pædagogerne bruger berøring som et redskab til at opretholde orden i børnegruppen. Målet er at forstå, hvordan pædagogerne balancerer kontrol og omsorg, samt hvordan de kombinerer berøring med andre kommunikationsmetoder for at gøre disciplineringen mindre påtrængende.
Resultat
Studiet viser, at pædagogerne brugte en kombination af verbal kommunikation og kærtegn for at håndtere børnenes adfærd, fremme deres deltagelse og tage hensyn til deres sociale og emotionelle behov. De kombinerede ofte instruktioner, irettesættelser og opfordringer med berøring som strygninger og klap, hvilket hjalp pædagogerne med at opretholde orden og fremme deltagelse. Denne tilgang bidrog til positive relationer og en god atmosfære i børnehaven.
Design
Forskerne observerede hverdagsaktiviteter i en almindelig svensk børnehave og dokumenterede børns daglige læringsaktiviteter og leg. Dette inkluderede fri leg, samlingsstunder, boglæsning, måltider og overgange mellem forskellige aktiviteter. Informanterne bestod af ni pædagoger og 35 børn i alderen et til fem år. Datamaterialet blev indsamlet ved hjælp af videoobservation og bestod samlet af 24 timers optagelser.
Referencer
Cekaite, A., & Bergnehr, D. (2023). Convergence of control and affection in classroom management: affectionate and disciplining touch and talk. Learning, Culture and Social Interaction, 41, 100733.
Opdragsgiver
Vetenskapsrådet, Sverige