Formål
Studiet undersøger og sammenligner specialpædagogiske praksisser for børn med udviklingsmæssige sprogforstyrrelser (DLD) i Norge og Hviderusland. Forskningsspørgsmålet er: Hvordan er daginstitutionernes specialpædagogiske praksis for børn med udviklingsmæssige sprogforstyrrelser?
Resultat
Resultaterne viser, at den specialpædagogiske praksis i de to lande er forskellig. I Hviderusland beskrives praksis som etableret og stabil, og medarbejderne opfatter det som godt at arbejde inden for den. I Norge opfattes tilrettelæggelsen af specialpædagogisk praksis som mere diffus, ustabil og svær at identificere. Det norske pædagogiske personale oplevede den som vanskelig. Forskeren peger også på, at praksis i Hviderusland kan opleves som fast, statisk og ude af stand til transformation. Dette kan reducere medarbejdernes faglige autonomi og giver derfor ikke plads til kritik eller nye ideer. I Norge, hvor praksis er gået fra at være specialiseret til at blive mere almenpædagogisk, får medarbejderne mere plads til at træffe individuelle valg. Forskeren mener ikke desto mindre, at denne autonomi kan føre til manglende fælles forståelse af, hvad specialpædagogisk praksis er, og hvordan den skal implementeres. Dette kan føre til en usystematisk variation af individuelle specialpædagogiske praksisser, som opleves som udfordrende af personalet.
Design
Datamaterialet er hentet fra to sager – en fra Norge og en fra Hviderusland. Gennem semistrukturerede interviews med fem daginstitutionsansatte fra hvert land, søgte forskeren svar på, hvordan personalet beskrev, opfattede og udførte specialpædagogiske praksisser relateret til børnene. Derudover består datamaterialet af videoobservationer af specialpædagogiske aktiviteter i daginstitutionerne.
Referencer
Hanssen, N. B. (2020). “Using the theory of practice architectures to articulate special educational needs practices in Belarusian and Norwegian preschools”. European Journal of Special Needs Education, 35(2):188-202.