The Fabrication of Early Childhood Mathematics and the desired child in Sweden

Forfatter
Delacour, L. & Chronaki, A.
År
2020

Formål

Studiet undersøger hvilke diskurser der kommer frem, når pædagoger snakker om matematik og små børn. Forskerne er interesseret i hvordan disse diskurser påvirker pædagogernes matematikundervisning i børnehaven, hvem de ser på som matematisk kompetente børn og hvilke børn der står i fare for at blive defineret som det modsatte.

Resultat

Resultaterne viser, at pædagogerne mener at et matematisk kompetent barn er i stand til at tænke abstrakt, kan ræsonnere og presse sig selv udover det der står i børnehavens læreplan. Der er også en distinktion mellem hvordan pædagogerne ser på etnisk svenske børn og indvandrerbørn: Indvandrerbarnet fremstilles som et barn der har behov for omsorg og dermed ikke bør udsættes for matematikundervisning for tidligt. Selvom pædagogerne snakker om vigtigheden af at inkludere aktiviteter som tegning, dans, konstruktion og leg i undervisningen, er det alligevel mestring af verbale koder i det svenske sprog, som de mener definerer hvem der er i stand til at være et matematisk kompetent barn. Pædagogerne har derfor en tendens til at forvente mindre af indvandrerbørn og ser undervisningen i det svenske sprog som nøglen til deltagelse, adgang og integration.

Design

Datamaterialet består af individuelle, semi-strukturede interviews med ti pædagoger og 25 timers observation fra fire børnehaver i Sverige. I to af børnehaverne kom de fleste børn fra middelklassehjem med svensk baggrund. I de to andre børnehaver kom børnene fra trangere socioøkonomiske forhold og havde hovedsageligt indvandrerbaggrund.

Referencer

Delacour, L. & Chronaki, A. (2020). “The Fabrication of Early Childhood Mathematics and the desired child in Sweden”. Philosophy of Mathematics Education Journal, 35:1465-2978.