”De va svinhögt typ 250 kilo”- Förskolebarns mätande av längd, volym och tid i legoleken. Licentiatavhandling

Forfatter
Albinsson, A.
Kilde
Institutionen för samhälls- och välfärdsstudier. Linköpings universitet. Norrköping
År
2016
ISBN
27224187

Formål

Formålet med afhandlingen er at undersøge, hvilke matematiske måleaktiviteter børn i dagtilbud foretager sig, og hvordan de kommunikerer og løser problemer undervejs i aktiviteterne. Fokus er på børnenes leg med LEGO, og måleaktiviteterne drejer sig om henholdsvis længde/højde, rumfang og tid.

Resultat

Resultaterne viser, at børn måler og sammenligner længde/højde og rumfang på mange forskellige måder, og at de tilpasser måleformen til den konkrete kontekst. Børnene anvender både deres egne og andres kroppe såvel som ting, tal og det at tælle som måleredskaber. Måleformerne bruges af børnene individuelt eller i fællesskab med andre, og afhandlingen viser, at det at løse egne eller fælles problemer i forbindelse med forskellige byggerier udgør en stor del af selve konstruktionslegen. Når konstruktionerne er færdige, føjes der et tidsperspektiv til legen, hvor børnene gør sig forskellige tanker om nutid, fortid og fremtid. I deres overvejelser over tid inddrager børnene også hastighed, fx når de taler om, at forskellige køretøjer kører hurtigt/langsomt. Forfatteren vurderer, at børnenes kommunikation har stor indflydelse på legen, og at de udtrykker deres tanker og idéer både verbalt, fysisk og gennem handling.

Forfatteren konkluderer, at tre forskellige processer kan tolkes som centrale for legen med LEGO: måleaktiviteter, kommunikation og problemløsning. I de tre processer spiller forskellige matematiske overvejelser en fremtrædende rolle.

Design

Det empiriske materiale består af videooptagelser fra to dagtilbudsgrupper med henholdsvis 22 og 33 børn. Fokus er på børn i alderen to til fem år, og optagelserne indsamles gennem deltagerobservation, hvor forfatteren i nogle tilfælde tager del i børnenes leg. Børnene leger med både små, mellemstore og store LEGO-klodser (de største klodser kan bruges til at bygge fx huse eller tårne i menneskestørrelse). Videooptagelserne analyseres i en trinvis proces, hvor forfatteren kategoriserer datamaterialet med fokus på børnenes brug af matematiske begreber i legen.

Referencer

Albinsson, A. (2016).”De va svinhögt typ 250 kilo”- Förskolebarns mätande av längd, volym och tid i legoleken. Licentiatavhandling. Institutionen för samhälls- och välfärdsstudier. Linköpings universitet. Norrköping.

Opdragsgiver

Uoplyst