‘Horrible or happy – we’ll have a little grey now’: aesthetic judgements in children’s narration with an interactive whiteboard

Forfatter
Skantz Åberg, E.
Kilde
International Journal of Early Years Education, 25(1), 72-88.
År
2017

Formål

Studiets formål er at undersøge, hvad der sker, når 6-årige børn instrueres i at skabe digitale fortællinger ved hjælp af en interaktiv whiteboardtavle. Studiet fokuserer særligt på, hvilke interaktioner der udspiller sig mellem børnene, en pædagog og det digitale værktøj, og hvad henholdsvis børnene og pædagogen orienterer sig mod i aktiviteter med digital historiefortælling.

 

Resultat

Overordnet viser resultaterne, at pædagogen primært fokuserer på det verbale i historiefortællingen, mens børnene orienterer sig mod de visuelle elementer. Dette resultat indikerer ifølge forfatteren, at pædagoger i højere grad bør anerkende den vigtige rolle, som æstetisk vurdering spiller i den måde, hvorpå børn skaber fortællinger ved hjælp af en interaktiv whiteboardtavle.

Analysen viser, at pædagogen kæmper med at skabe en fælles opmærksomhed i aktiviteterne med digital historiefortælling, mens børnene indbyrdes i højere grad formår at skabe intersubjektivitet i aktiviteten. Selv om pædagogen anerkender børnenes kreative virksomhed i form af deres illustrationer på whiteboardtavlen, opfordrer hun i overvejende grad børnene til at formulere deres historier verbalt. Studiet viser, at selv når pædagogen forsøger at støtte børnenes narrative læring, retter børnene deres opmærksomhed mod de visuelle elementer på tavlen, hvilket sommetider fører til, at pædagogen og børnene ikke opnår tilstrækkelig intersubjektivitet i aktiviteten. Ifølge forfatteren kan dette hænge sammen med det valgte digitale værktøj. En interaktiv whiteboardtavle har en åben grænseflade (interface), der giver mulighed for ubegrænset tegning/skrivning på en stor skærm. Men fordi pædagogen har afgrænset skærmen ved at dele den op i fire nummererede felter, støttes børnenes kreative udfoldelse indirekte af en bestemt narrativ struktur. Ifølge forfatteren kan dette have påvirket børnenes fortællinger.

Studiet viser også, at børnene ofte gør brug af æstetiske vurderinger i aktiviteter med historiefortælling, både når de vurderer handlinger, og når de vurderer visuelle objekter. Analysen peger på, at æstetiske vurderinger spiller en mere betydningsfuld rolle end blot at udtrykke børnenes præferencer og smag. Ifølge forfatteren er æstetiske vurderinger primært vigtige, fordi de kan være indikatorer for, hvad børn lærer i en aktivitet. Børnene bruger således æstetiske vurderinger i kraft af verbale udtryk som ’underlig’ og ’bedre’ til at identificere, hvad der er relevant i deres billedmateriale. Dette ses eksempelvis, når to børn diskuterer baggrundsfarven på deres illustrationer og herved lærer, at et visuelt objekt fremstår mere synligt med en lys baggrundsfarve.

Design

Data blev indsamlet i en svensk børnehaveklasse (preschool class), og studiet inkluderer én pædagog (preschool teacher), fire 6-årige børn og et barn på 7 år. De deltagende børn blev observeret, mens de parvis lavede aktiviteter med digital historiefortælling. Konkret undersøges det, hvordan børnene og pædagogen kommunikerer og interagerer med hinanden og med det digitale værktøj. Aktiviteten var forberedt af pædagogen, som ved hjælp af softwareprogrammet Notebook havde optegnet fire tomme, nummererede felter på whiteboardtavlen med det formål at give aktiviteten en narrativ struktur. I disse felter kunne børnene tegne illustrationer til deres historie. I løbet af aktiviteten instruerede pædagogen børnene verbalt og ved at pege på de optegnede felter.

I alt seks fortællinger blev videooptaget med to kameraer, ét rettet mod whiteboardtavlen og ét rettet mod børnenes ansigter. Det empiriske materiale analyseres ud fra begreberne scaffolding og æstetisk vurdering (aesthetic judgement). Scaffolding beskriver den måde, hvorpå pædagogen støtter børnene i gradvist at blive mere selvstændige med hensyn til at løse en opgave, mens forfatteren definerer æstetisk vurdering som, hvordan børnene vurderer noget ud fra præference og smag. Med afsæt i interaktionsanalyse har studiet særligt fokus på børnenes verbale udtryk i en søgen efter deres meningsskabelse og narrative læring.

Referencer

Skantz Åberg, E. (2017). ‘Horrible or happy – we’ll have a little grey now’: aesthetic judgements in children’s narration with an interactive whiteboard. International Journal of Early Years Education, 25(1), 72-88.

Opdragsgiver

Vetenskapsrådet