– Snälla du! Kan du sätta dig?: om vägledning i förskolan

Studiets formål er at søge viden om, hvordan opdragelse (fostran) tager form i dagtilbud. Undersøgelsen har specifikt fokus på pædagogernes verbale vejledning af børnene i dagligdagssituationer, hvor børn og voksne interagerer med hinanden.

Resultaterne viser, at pædagogernes vejledning af børnene er rig på variationer og antager mange forskellige former. I den tematiske analyse træder særligt to temaer frem: direkte vejledning og indirekte vejledning. Den direkte vejledning tager form af direkte irettesættelser, mens den indirekte vejledning kommer til udtryk som både ros, afledning og spørgsmål.

Med direkte irettesættelser mener forfatteren, at en pædagog direkte tiltaler ét eller flere børn med det formål at få barnet/børnene til at ændre sine/deres handlinger. Dette indebærer indimellem også fysisk vejledning, hvor pædagogen bruger sin krop til at vejlede og styre børnene mod et bestemt mål, til at holde et barn tilbage for at forhindre det i at gå af sted eller til at stoppe et barn, som løber. Studiet peger på, at pædagogerne ofte anvender mange og lange verbale argumenter i deres vejledning gennem direkte irettesættelser, hvilket kræver, at børnene har en veludviklet sprogforståelse. Dette kan medføre, at visse børn ikke forstår, hvad pædagogen forsøger at sige, og derfor ikke følger pædagogens opfordring.

Studiet viser, at pædagogerne indimellem bruger spørgsmål som en måde at opfordre børnene til at opføre sig ønskværdigt på. Ofte er disse spørgsmål ”lukkede”, og det er ikke altid, pædagogerne kræver, at børnene svarer på disse spørgsmål. Dette ses fx i en situation, hvor et barn spiller på en iPad, og en pædagog siger: ”Jøsses, hvor er det højt. Skal jeg skrue lidt ned?”. Herefter skruer pædagogen ned for lyden, inden barnet når at svare. Studiet viser, at børnene vejledes med ros i situationer, hvor de har enten handlet eller opført sig på en måde, som pædagogerne har opfordret til eller anser som ønskværdig, fx når børnene er hjælpsomme eller betænksomme. Ifølge forfatteren findes der i datamaterialet ingen eksempler på situationer, hvor børn får ros for at argumentere eller at sige, hvad de mener, eller hvor børn gør modstand mod de herskende normer i dagtilbuddet. I sådanne situationer tager pædagogernes vejledning af børnene i stedet form som direkte irettesættelser.

Resultaterne fra den tematiske analyse viser, at direkte irettesættelser er den mest almindelige måde, hvorpå pædagogerne vejleder børnene. Dernæst følger brugen af spørgsmål, mens afledning er den form for vejledning, pædagogerne gør mindst brug af. I de situationer, hvor pædagogerne vejleder gennem afledning, gøres der ifølge forfatteren forsøg på at aflede børnene fra forskellige aktiviteter, ved at pædagogerne forsøger at flytte børnenes fokus. Studiet viser, at afledning ofte anvendes, når børn er vrede, kede af det eller på én eller anden måde gør modstand.

Forfatteren finder, at børn vejledes på forskellige måder i forskellige situationer, og at vejledningen varierer i relationen til forskellige børn. De piger, som får mest vejledning, er de piger, der argumenterer meget og på forskellige måder gør modstand. Blandt drengene er det dem, der er meget forsagte og rolige, som får mest vejledning. Resultaterne peger også på, at de børn, som følger dagtilbuddets regler og rutiner, slet ingen vejledning får af pædagogerne.

Afhandlingens empiriske fundament består af videoobservationer foretaget i to dagtilbud (förskoler). Observationerne strækker sig over to længerevarende perioder og foregår i fire afdelinger af de to dagtilbud: tre afdelinger med børn i alderen 3-5 år og én afdeling med børn i alderen 1-6 år. I alt 73 børn, 17 pædagoger og 14 medarbejdere med en anden pædagogisk uddannelse deltager. Forfatteren har observeret forskellige dagligdagssituationer såsom fri leg, påklædning, samling og udendørsaktiviteter. Datamaterialet og analysen heraf er opdelt i to dele: først en tematisk analyse, hvor resultaterne præsenteres deskriptivt, og hvor observationer og registreringer af de voksnes verbale vejledning af børnene struktureres tematisk. Dernæst analyseres datamaterialet med udgangspunkt i teorier om magt.

Rantala, A. (2016). – Snälla du! Kan du sätta dig?: om vägledning i förskolan. Doktorsavhandling. Umeå universitet, Samhällsvetenskapliga fakulteten. Institutionen för tillämpad utbildningsvetenskap.